Faktaboks

Kristina Jørgensen
Født
17. januar 1998, Horsens
Kristina Jørgensen

Kristina Jørgensen i en kamp for Metz den 12. oktober 2022.

Kristina Jørgensen
Af /AFP/Ritzau Scanpix.

Kristina Jørgensen er en dansk håndboldspiller, der var med til at vinde VM-bronze i 2021 og 203 samt EM-sølv i 2022. Hun optræder som venstre back eller playmaker og er en stærk forsvarsspiller.

Kristina Jørgensens klubkarriere

Kristina Jørgensen begyndte at spille håndbold i 2004 i Horsens HK, hvor hun spillede i ti år. Derpå blev det til tre år i Skanderborg Håndbold. I 2017 rykkede hun videre til Viborg HK, hvor det blev til fem sæsoner og sølv i kampen om det danske mesterskab i 2021, inden hun i 2022 skrev en toårig kontrakt med den franske klub Metz Handball. Her var hun i første sæson med til at vinde det franske mesterskab.

I november 2023 underskrev hun en treårig kontrakt med den ungarske storklub Győri Audu ETO KC – ofte blot omtalt som Győr, der er byens navn - gældende fra sommeren 2024.

Klubber som seniorspiller

  • Skanderborg Håndbold (2016-2017)
  • Viborg HK (2017-2022)
  • Metz Handball (2022-)

Kristina Jørgensens landsholdskarriere

Kristina Jørgensen
Kristina Jørgensen i landskampen mellem Frankrig og Danmark den 18. marts 2021. Kristina Jørgensen scorede 7 af Danmarks mål i 22-26-nederlaget.
Kristina Jørgensen
Af /Ritzau Scanpix.

Kristina Jørgensen debuterede på landsholdet, da Danmark 25. november 2017 vandt 26-25 over Sverige. Blot en uge senere fik hun sin debut ved en slutrunde, nærmere bestemt VM i Tyskland. Siden har hun været med ved alle EM- og VM-slutrunder.

Ved VM i 2021, hvor Danmark vandt bronze, scorede hun i samtlige kampe, inklusive seks mål i 35-28-sejren over Spanien i bronzekampen. Ved EM i 2022, hvor Danmark tabte finalen til Norge, scorede hun i alle kampe på nær en.

I 2023 var hun med til at vinde bronze ved VM i Danmark, Sverige og Norge, og her blev hun - efter at have scoret i samtlige kampe - dansk topscorer med 47 mål, hvilket placerede hende på en delt tredjeplads på VM's topscorerliste.

Med fem mål i bronzekampen mod Sverige, der blev slået 28-27, nåede hun op på i alt 303 mål på landsholdet - i 106 kampe.

Medaljer med landsholdet

  • 2021: VM-bronze
  • 2022: EM-sølv
  • 2023: VM-bronze

Håndbold Spiller Foreningen

I 2021 blev Kristina Jørgensen valgt til bestyrelsen i Håndbold Spiller Foreningen. I 2022 blev hun næstformand i foreningen.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig