Krarup Kirke

Kirken er opført i den romanske periode. De romanske kirker kendetegnet ved brug af runde buer blev bygget af natur- og teglsten, og i Krarup er kirken opført i granit.

Alle spor af kirkens oprindelige åbninger er forsvundet, men det må formodes, at der sædvanen tro i skibets vestende har været en norddør og en syddør, der var placeret, hvor de senere vinduer blev indsat i skibets midterste fag.

Teglstenene kom til Danmark i middelalderen. Det gav mulighed for, at man kunne bygge billigere og nemmere, og i den sene middelalder blev det i den nye, gotiske stil. Perioden havde stor byggeaktivitet, og man byggede typisk i brændt tegl kaldet munkesten, som er lidt større end nutidige mursten. Den gotiske stil er kendetegnet ved dekorationer af trappeformede gavle med kamtakker og systemer af dekorative murnicher i form af blændinger, og særligt var der præference for høje spidsbuer.

Skibets vestforlængelse er vanskelig at datere, men det middelalderlige tagværk antyder, at byggeriet skal henføres til den senere del af gotikken.

Våbenhuset, kapellet på skibets nordside, tårnet og støttepillen ved korets nordside er alle fra tiden efter middelalderens afslutning. Deres opførelsestidspunkter har dog ikke efterladt sig spor i de skriftlige kilder. Derved giver de bevarede årstal i murankrene på skibets vestre taggavl, ”C D R/ 1767” og på tårnets østfacade, ”J L R 1783”, den bedste indikation på byggeriets alder. Initialerne henviser til lensgreverne Christian Ditlev Reventlow til Brahetrolleborg og sønnen Johan Ludvig Reventlow.

Det lave, men velproportionerede, tårn har et kraftigt opskalket (tagets svungne form) pyramideformet tag. Facaderne smykkes af store, rektangulære blændingsfelter, der nærmest giver siderne karakter af hjørnelisener, som er svagt fremspringende murpiller.

Kirken er i det indre hvidkalket, og kirkerummet bærer præg af dets krydshvælvede lofter. Hvælvene kom til i den gotiske periode, hvor man med teglstenene nu kunne lave de lette, opadstræbende hvælv. Her erstattede man det oprindelige bjælkeloft med hvælv, som man byggede ind i den eksisterende, romanske kirke.

Døbefonten nævnes første gang i 1862, men den blev givetvis anskaffet kort efter 1831. Den er støbt og omfatter en fod udført som tre akantusblade, vaseformet balusterskaft prydet af bladværk og kannelering samt en kumme udført som et lavt fad.

Altertavlen fra 1849 er udført som en kraftig, rektangulær ramme med dekorationer i nygotisk stil. I tavlen sidder der et altermaleri, som forestiller opstandelsen, der er udført i 1849 af August Thomsen.

Prædikestolen er fra 1849. Den har syv fag, og i det centrale er der et chi-rho Kristusmonogram omgivet af bogstaverne alfa og omega, der skal symbolisere at Kristus er begyndelsen og enden. Flankerende dette fag er der i andet og fjerde fag malet hver to symboler for evangelisterne Mathæus og Markus samt Lukas og Johannes.

Kirkens bænke er ligeledes fra 1849. De er kendetegnet ved deres svungne armlæn.

I skibets nordøstlige hjørne står der endnu en døbefont. Den er fra 1929 og udført i granit af billedhugger Lars Peter Kragegaard. Som fod har den en omvendt terningkapitæl med hoveder i hjørnerne, og kummen er prydet af relieffer forestillende Jesu dåb, Jesus ved brønden, Lazarus’ opvækkelse, indtoget i Jerusalem, bønnen i Getsemane Have og Majestas Domini.