Kina - dans

Dansen i Kina omfatter rituel-religiøs dans, scenedans og folkedans. De arkæologiske fund tyder på, at kædedanse med dyremasker fandtes for mere end 5000 år siden, og at shamaner kommunikerede med guderne ved hjælp af dans.

Dans var en vigtig del af hofceremoniellet under Zhoudynastiet (ca. 1000 -255 f.Kr.), da koreograferede musikprocessioner blev opført i statstemplerne som offergaver til dynastiets forfaderguder og skytsånder.

Prægtige dansetableauer og folkedanse fra rigets vasalstater brugtes som underholdning ved de officielle modtagelser ved hoffet som vidnesbyrd om magt og kulturel forfinelse.

Fra Handynastiet (206 f.Kr.-220 e.Kr.) blev den kinesiske tradition konfronteret med scenekunst fra Centralasien, Persien og Indien, der i lighed med buddhismen strømmede ind over landet via Silkevejen.

Disse påvirkninger kulminerede under Tangdynastiet (618-907) i en rigdom af udtryk og et højt kunstnerisk stade, der gjorde dans populær fra kejserpalads til markedsplads.

Under de efterfølgende dynastier stagnerede hoffets rituelle dans, mens scenedansen i stigende grad blev en integreret del af nye teatralske udtryk. En del af de klassiske danse gik tabt, andre bevaredes i eftertidens teatertradition. Se også Pekingoperaen.

Den parallelt eksisterende folketradition blomstrede derimod ubrudt. Dansene, hvis billed- og bevægelsessprog var en afspejling af dagliglivet i arbejde og fest, gik i arv fra generation til generation og var et vigtigt indslag, når begivenheder som fx bryllup, høst og årsskifte skulle markeres.

Det store antal danse, der i dag er bevaret, ikke mindst hos de mange minoriteter, giver derfor et væsentligt indblik i Kinas kulturhistorie. En af dansene, yangge (risplantningssang), blev i 1940'erne brugt af kommunisterne som led i den politiske propaganda og gjort til prototype for en ny proletarisk kunst.

En udløber af denne kunst er wuju, dansedramaer, som ofte glorificerer helte fra legender eller Kinas historie og bygger på en blanding af folkedanse og vestlig balletteknik. Et berømt eksempel er Kvindernes Røde Deling fra Kulturrevolutionen.

Klassiske danseformer blev genoplivet, da man i 1979 kreerede "Dunhuang-dansestilen", ud fra årtusindegamle dansestillinger i vægmalerier og skulpturer fundet i bjerggrotter ved byen Dunhuang ved Silkevejen. Klassisk og folkelig dans er i dag hovedingrediensen i landets mange regionale sang- og dansensemblers repertoire.

Forbindelsen med Vesten har øvet indflydelse på nutidens danseudtryk. I 1950’erne blev det første balletakademi og –kompagni oprettet i Beijing med hjælp fra Sovjetunionen, og i 1992 førte et samarbejde med USA til etableringen af det første moderne kompagni i Guangzhou (Canton).

Siden genforeningen med Kina i 1997 har Hongkongs progressive og eksperimenterende dansemiljø været en drivkraft i udviklingen af vestlig inspireret "modern dance".

TV-mediet har åbnet yderligere for denne påvirkning og de sidste moder fra den øvrige danseverden bliver formidlet lige så hurtigt som de bliver skabt.