Pekingopera, Kinas nationale teaterform. Opera er en upræcis vestlig betegnelse, idet formen bedst kan karakteriseres som stiliseret musikteater, hvori de fire primære kunstneriske udtryk, chang, nian, zuo og da ('sang', 'tale', 'dans' og 'kamp'), alle indgår.

Faktaboks

Etymologi
Af kinesisk jingju 'hovedstadsdrama', taiwanesisk guoju 'nationaldrama'.

Den kendetegnes dels ved to musikalske systemer, xipi og erhuang, der er grundlaget for dens melodisk-rytmiske særpræg, dels ved instrumenterne gong, luo, tromme, danpigu, og klaptræ, ban, samt de tostrengede violiner jinghu (huqin) og erhu. Slagtøjet dominerer i wu-genren (den militære), strengeinstrumenterne i wen-genren (den civile).

Rollefagene er opdelt i fire grundtyper, sheng (mænd af positiv karakter), dan (kvinderoller, ofte spillet af mænd), jing (de malede ansigter, magtfulde mænd) samt chou (klovneroller, dvs. tjenere, lavtstående militærpersoner).

Ved hjælp af en lang række konventioner er det muligt på den bare scene og med ganske få rekvisitter at gengive såvel steder som situationer i alle livets forhold. Et bord kan således illudere både en seng, et bjerg, en brønd, et alter og et bytårn, og med sine bevægelser og en enkelt rekvisit kan en person vise, hvad han gør, fx en pisk for at ride, en åre for at sejle og et flag med et hjul for at køre.

Historie

Pekingoperaen opstod i Beijing efter 1790, hvor flere lokale operaformer fra hele Kina mødtes for at fejre Qianlong-kejserens 80-års-fødselsdag. Den fandt sin endelige form omkring 1850.

Teksterne stammer fra legender og eventyr som fx San guo zhi yanyi (Beretningen om de tre riger) og Xi you ji (Rejsen mod Vest), hvorfra et af Pekingoperaens mest berømte stykker, Sun Wukong (Abekongen), er hentet.

Den kendteste eksponent for Pekingoperaen er dan-skuespilleren Mei Lanfang (1894-1961), hvis kunst fik betydning for bl.a. Bertolt Brecht. Under Kulturrevolutionen 1966-76 blev teaterformen reformeret til den politisk korrekte "Moderne Revolutionære Pekingopera", hvis primære lighed med Pekingoperaen var brugen af musiksystemerne xipi og erhuang.

I 1990'erne er Pekingoperaen tilbage i sin klassiske form og i stigende grad genstand for kinesernes bevågenhed, ikke mindst på baggrund af Vestens interesse.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig