Faktaboks

Kamilla Seidler Trebbien
Født
19. juni 1983
Kamilla Seidler Trebbien
Direktør hos Restaurant Lola, Kamilla Seidler Trebbien, fotograferet i 2023.
Kamilla Seidler Trebbien
Byline: Tom Ingvardsen/BAM/Ritzau Scanpix.
Kamilla Seidler Trebbien, The World 50 Best, 2018
Kamilla Seidler, The World's 50 Best Restaurants, 2018

Kamilla Seidler Trebbien er en dansk køkkenchef og restauratør. Hun driver restaurant Lola, der er i Michelin guiden, samt Hahnemanns Køkken. I 2016 fik hun tildelt titlen ”Latin America´s Best Female Chef”. Hun var køkkenchef og projektleder på Restaurant Gustu/Melting Pot Fonden i Bolivia. Gustu var nummer et på listen ”Latin America´s 50 Best Restaurants” over bedste restauranter i Bolivia i 2013-2017 og Gustu var nummer 14 i Latinamerika under Kamillas ledelse.

Kamilla Seidler Trebbiens arbejde for håndværk og gastronomi

Kamilla har arbejdet som kok siden 2005. Hun har arbejdet i nogle af landets bedste restaurantkøkkener. Kamilla blev kendt da hun startede en restaurant og kokkeskole i Bolivia, hvor hun arbejdede fra 2012 til 2018. I projektet fik lokale mulighed for at få uddannelse i at drive restaurant og lave gourmetmad af lokale råvarer. Dette arbejde gav Kamilla stor anerkendelse.

I dag er Kamilla Seidler Trebbien direktør og medejer af Restaurant Lola og Hahnemanns Køkken. En vigtig del af hendes arbejde er at skabe et bæredygtigt køkken. Det betyder også, at ledelse, drift og arbejdsforhold i virksomhederne skal være i orden.

Kamilla er bestyrelsesmedlem af Restaurant Lola ApS, Gustu/Melting Pot Bolivia og Fair Fishing. Kamilla har løbende konsulentopgaver for Fair Fishing, Meltingpotfonden og Food Organization of Denmark.

Restaurant Lola

Restaurant Lola åbnede i 2019 i nyrenoverede lokaler i den 400 år gamle Lille Mølle på Christianshavn i København. Lolas køkken er et verdenskøkken, hvor ca. 90 % af råvarerne er lokale. De retter, der serveres, er en transformation af street food og comfort food ført ind i en restaurantramme. Kokke og køkkenmedarbejdere kommer fra mange steder i verden og bidrager til menukortet med deres erfaringer og madkultur. Til frokost serveres smørrebrød, der har pålæg med udsøgte krydderier og et eksotisk tvist som f.eks. butter chicken salat.

Restaurant Lola er optaget i Michelin guiden.

Mangfoldighed og social bæredygtighed

I bæredygtighedsrapport, ESG – Impact Report 2022, der er udarbejdet af Danske Restauranter og Cafeer, beskriver restaurant Lola social bæredygtighed således:

”Vi arbejder for at blive bedre hver dag – og for at sætte en ny standard for branchen, som notorisk er kendt for at være bagud på HR og personalepleje, samt have enormt krævende arbejdstider og vanskelige forhold.” og videre ”Vi vil være en arbejdsplads, der rummer mange typer af mennesker, og vi har samarbejdet med mange forskellige slags organisationer, for at favne bredt. Det er vigtigt for os, at man kan gå på arbejde, som lige nøjagtig den man er, uafhængigt af race, køn eller seksuelle præferencer, men også hvis man er eller har været på kant med loven, på kanten af arbejdsmarkedet eller samfundet. Der er masser af mennesker i vores tilsyneladende velfungerende samfund, der har brug for en hånd eller lidt ekstra hensyn, og det vil vi gerne rumme.”

Uddannelser for lokale på Gustu og Manq’a skoleprojekt

Kamilla rejste til La Paz i Bolivia for at skabe den pædagogiske restaurant Gustu med støtte fra Claus Meyer og Melting Pot Foundation i 2012.

Restaurant Gustu har givet kulinarisk undervisning til mange studerende. Kamilla startede sammen med sine kolleger også uddannelsesprogrammet kaldet Manq'a i Bolivia og Colombia. Det kaldes også for Manq'a-skolerne. Det et stort projekt, der samarbejder med det hollandske ICCO og Melting Pot Foundation. Undervisningsideen er den samme som på Restaurant Gustu. men i mindre skala. Restauranterne er cafeterier. Eleverne kommer om morgenen og lærer at tilberede en ret. Denne ret sælges til lokalsamfundet som et sundt, velsmagende alternativ til, hvad der ellers er tilgængeligt.

Uddannelsen varer i 6 måneder, hvilket er kortere end hos Gustu, hvor programmet er på 30 måneder. Det er uddannelse som er målrettet unge og unge familier. Med programmet kan de også lære at spise sundere og bruge lokale produkter. Arbejdsmarkedet i Bolivia er ikke særlig stabilt, så det er værdifuldt at have færdigheder for at klare sig.

Oversigt over Kamilla Seidler Trebbiens arbejde i Sydamerika

  • Restaurant Gustu/Melting Pot Fonden 2012-
  • Latin America´s 50 Best Restaurants 2013, 2014, 2015, 2016, 2017.
  • Latin America´s Best Female Chef 2016
  • Modtager af æresmedaljen af La Paz, Bolivia 2016
  • Manq'a skoleprojekt, Bolivia/Colombia (Manqa.org) 2014 –

Kamilla Seidler Trebbiens første kokkejob 2006-2012

Kamilla var kokkeelev på Restaurant Mugaritz, med to Michelin stjerner i San Sebastian fra 2005 – 2006. Herefter var hun i Oxford på Le Manoir aux Quat Saisons, med to Michelin stjerner til november 2006. Den sidste tid af hendes læretid var Kamilla Seidler Trebbien på Restaurant Paustian ved Bo Bech, med en Michelin stjerne. Hun blev udlært med medalje fra Hotel- og Restaurantskolen i København i 2008.

Kamilla fortsatte på Restaurant Paustian som Chef de partie til december 2009. Herefter var hun et år Chef de partie, forret og dessert, på Søllerød Kro, med en Michelin stjerne. Kamilla var i 2011-2012 Køkkenchef/ Chef de partie på Restaurant Geist.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig