John A. Warden

Hovedtesen i The Air Campaign og The Enemy as a System var et opgør med det amerikanske forsvars daværende doktrin AirLand Battle, hvis grundtanke var, at luftstyrkernes rolle var at støtte hærens indsats.

AirLand Battle fokuserede derfor på det taktiske niveau og fjendens militære styrker. I stedet argumenterede Warden for, at målet med krigen er, at få fjenden til at agere, som man ønsker. Dette kunne kræve, at man nedkæmpede fjendens militære styrker, men takket være luftmagt kunne man ifølge Warden, ved at fokusere på det operative niveau, ofte nå sine mål i krig uden at skulle igennem en kostbar og langvarig ødelæggelse af fjendens militære styrker.

De fem strategiske ringe er Wardens opbygning af fjendens samfund som en femringet struktur, der indeholder følgende ringe – hvor den yderste er de militære styrker, og den inderste er landets ledelse:

• De militære styrker (Fielded Military)
• Fjendens befolkning (Population)
• Central infrastruktur (Infrastructure)
• (Krigs)industri/produktionsmidler (Organic Essentials)
• Landets politiske og militære ledelse (Leadership).

I en todimensionel symmetrisk landkrig ville man skulle kæmpe sig igennem den yderste ring, før man kunne ramme de andre ringe. Wardens grundtanke var, at luftmagt, idet den opererer i den tredje dimension, er i stand til at angribe de fem ringe efter forgodtbefindende. Derved bliver man i stand til at nå krigens mål – at fjerne fjendens vilje til at kæmpe – både hurtigere og med mindre fare for egne styrker.

Eksempler på angreb på de forskellige ringe kunne være, at angreb på infrastrukturen kan nedsætte fjendens mobilitet ved f.eks. at ødelægge broer og derved forhindre, at fjenden flytter sine tropper eller genforsyner dem. Angribes krigsindustri og produktionsmidler, hindres fjenden i at forsyne sine tropper og i at producere nyt krigsmateriel.

Luftmagten kan også fokusere på at overtale fjendens civilbefolkning til at kræve, at deres regering eller leder ændrer politik. Det kan fx foregå gennem en strategisk informationskampagne – elektronisk såvel som i form af flyveblade – i kombination med angreb på strategiske knudepunkter, der lammer den fjendtlige ledelse.

Tesen er, at hvis ledelsen ikke ændrer politik, kan det medføre, at befolkningen gør oprør, som man fx så det i dele af Irak efter den første Golfkrig.

Ved parallel krigsførelse angribes flere af fjendens kritiske knudepunkter samtidigt. Det gøres eksempelvis ved at ramme alle fjendens luftforsvarsoperationscentre og radarer samtidigt frem for kun i én sektor eller ved at ramme strategisk kommunikationsudstyr, energiforsyning og militære hovedkvarterer samtidigt.

Derved opnår man ifølge Warden en markant større effekt af sine angreb, fordi de mange simultane angreb lammer fjendens beslutningsprocesser.

Den strategiske lammelse opnås ifølge Warden, når det lykkes at sætte fjendens ledelse ud af spillet, og fjenden ikke længere er i stand til at kontrollere sit militær og bekæmpe ens tropper. Det grundlæggende krav for at kunne gennemføre Wardens koncept er, at man råder over luftoverlegenhed eller luftherredømmet over det område, som skulle angribes.

Luftoverlegenhed eller -herredømme er ikke et mål i sig selv, men uden det kan hverken hær, flåde eller flyvevåben få den nødvendige manøvrefrihed i tid og rum til at angribe fjenden optimalt. Uden luftoverlegenhed ender man derfor nemt i en situation, hvor den eneste mulighed for sejr er ”the direct approach”direkte mod fjendens styrker, hvor han er stærkest, og hvor kampene bliver mest blodige.