Johannes Vermeer

I december 1653 blev Vermeer optaget i malerlavet, Sankt Lukasgildet, formentlig efter at have fremlagt en mesterprøve for at bevise sine færdigheder. Han betalte seks gylden som adgangsgebyr, men da hans far, der var caffa-væver, også var medlem af gildet, burde han kun have betalt tre gylden. Den mest plausible forklaring på det højere gebyr er, at Vermeer havde været i lære hos en mester uden for Delft. Vermeer bliver senere selv formand for Lukasgildet.

Vi ved ikke hvor og hos hvem, Vermeer trænede som maler. Adskillige kunstnere er blevet nævnt, såsom Pieter van Groenewegen (1590/1600–1658), Willem van Aelst, Abraham Bloemaert, Carel Fabritius , Leonaert Bramer og Jacob van Loo.

Vermeers to tidligst bevarede værker afslører den ambitiøse unge maler, idet han begyndte med den genre, som kunstteoretikere anså for den ædleste form for maleri: istoria eller historiemaleri. Historiemaleriet kunne udtrykke opløftende eller moralske fortællinger for herved at tilskynde til kontemplation om meningen med livet. Bedst egnet inden for denne genre var scener hentet fra klassisk litteratur, mytologisk og allegorisk indhold samt scener fra Bibelen.

Vermeers to tidlige historiemalerier er ret store og bredt malede og røber problemer med komposition, perspektiv, anatomi og håndtering af lys. Det første af de to værker, Diana og hendes nymfer, menes at være malet 1653-1654. Den unge maler gjorde dog hurtige fremskridt, og hans andet historiemaleri, Kristus hos Martha og Maria, er kunstfærdigt komponeret og sikkert malet.

Bortset fra to usædvanlige byprospekter, Den lille gade (ca. 1658, Rijksmuseum, Amsterdam), og den imponerende Udsigt mod Delft (ca. 1661, Mauritshuis, Haag), er det imidlertid genrescenerne, der har vundet eftertidens største beundring. Det stort værk, Ruffersken (dateret 1656, Gemäldegalerie Alte Meister, Dresden), viser en bordelscene i stil med Utrecht Caravaggisterne, men hvorfor Vermeer skiftede stil fra det mere højprofilerede historiemaleri til det mere populariserede genremaleri, vides ikke.

En Ung kvinde læser et brev ved et åbent vindue (ca. 1658, Gemäldegalerie Alte Meister, Dresden), er det tidligste af den type intime genremalerier, vi normalt forbinder med Vermeers oeuvre. Det er også det første af Vermeers malerier der introducerer et trompe l’oeil i form af det grønne gardin, der synes trukket til side for at give beskueren indblik i den unge kvindes intime brevlæsning. Indtil 2021 var maleriet med den lille cupido med bue, der ses på væggen bag den læsende kvinde, overmalet. Efter den seneste restaurering er denne overmaling, der sandsynligvis stammer fra 1700-tallet, og dermed lang tid efter Vermeers død, igen fjernet.

Efter Mælkepigen (ca. 1660, Rijksmuseum, Amsterdam) og Musiktimen (ca. 1663, The Royal Collection, London), udfører Vermeer en række malerier af kvinder, der hver især er optagede af dagligdags gøremål: Kvinde med vandkande (ca. 1663, Metropolitan Museum of Art, New York City), Læsende kvinde i blåt (ca. 1663-1664), Kvinde med perlekæde (ca. 1664, Staatliche Museen Preußischer Kulturbesitz, Gemäldegalerie, Berlin), og Kvinde med en vægt (ca. 1665, National Gallery of Art, Washington D.C.).

To ikoniske værker udgør Allegori over malerkunsten (ca. 1667, Kunsthistorisches Museum, Wien), og det intime og fortryllende Pige med perleørenring (ca. 1666, Mauritshuis, Haag), en tronie, der også omtales som Nordeuropas Mona Lisa.

I Allegori over malerkunsten ses en elegant klædt kunstner (er det Vermeer selv?) bagfra, mens han er i færd med at male laurbærkransen på kvinden i baggrunden til venstre. Kunsthistorikere er generelt enige om, at den unge model repræsenterer Clio, muse for historien. Hun beskrives i Cesare Ripas bog Iconologia fra 1500-tallet. Ripas publikation blev oversat til hollandsk i 1644 og blev meget populær blandt historiemalere. Maleriet med kunstneren i arbejde bag staffeliet må have betydet meget for Vermeer, for han beholdt det i sin varetægt til sin død i 1675.

Der optræder overraskende få mænd i Vermeers malerier, men et par pendanter udgøres af Astronomen (1668, Louvre, Paris), og Geografen (ca. 1669, Städelsches Kunstinstitut, Frankfurt am Main), hvor begge forskere synes optagede af introverte overvejelser. De bærer begge en japansk kimono, der blev skræddersyet til en slåbrok. Denne beklædning blev især båret af lærde i deres arbejdsværelse, og den optræder i en lang række malerier af læger, geografer og astronomer.

Johannes Vermeers genremotiver er ikke handlingsmættede udtryk, men snare fastfrosne billeder af dagligdags gøremål i stramme interiørkompositioner. Som oftest er der kun en eller to personer i motivet. De er beskæftiget med stille sysler såsom at læse, skrive eller musicere i næsten meditativ ro. Stemningen bæres af udsøgte proportioner baseret på centralperspektiviske konstruktioner.

Ofte forekommer der flere lyskilder i Vermeers værker, hvilket skaber en spændingsmættet lysfyldt kolorit. Det synes som om, at en af Vermeers vigtigste kunstneriske interesser var at udtrykke nuancer og intensitet i det indfaldene dagslys, noget der generelt var sammensat af to eller tre pigmenter. Det er påfaldende, at Vermeer benytter det naturlige blå ultramarin pigment, halvædelstenen lapis lazuli, til at skildre dagslysets indfald på de hvidkalkede interiører. Som kontrast hertil benytter han både grønne, røde og gule toner, herunder ofte det intense pigment blytingul.

Fra begyndelsen af karrieren foretog Vermeer adskillige ændringer i sine kompositioner under maleprocessen: han eliminerede figurer og møbler, ændrede kostumer og tilpassede bygningers former i sine bybilleder. Disse ændringer, der ikke er synlige for det blotte øje, kan man dokumentere ved hjælp af forskellige teknikker, fx røntgenoptagelser.

Det har længe været kendt fra en røntgenoptagelse, at Vermeer i Ung kvinde læser et brev ved et åbent vindue (Staatliche Kunstsammlungen Dresden, Gemäldegalerie Alte Meister) på baggrundsvæggen, lige over og til højre for den unge kvinde, havde inkluderet et maleri af Amor. Men det var almindeligt antaget, at det blev malet over af kunstneren selv, før værket forlod hans staffeli. Men som følge af de seneste undersøgelser og den igangværende restaurering af maleriet i perioden 2019-2021, er det nu blevet bevist, at den lysegrå maling, der dækkede Amor-maleriet ikke blev påført af Vermeer selv, men af en anden hånd årtier efter, at lærredet forlod hans atelier.

I 1930'erne og 1940'erne udført den hollandske maler Han van Meegeren en række falske Vermeer-malerier. Som forsmået kunstner ville han hævde sig overfor kunstkritikerne, hvilket han gjorde ved bl.a. at male værker, der angiveligt lignede Vermeers tidlige periode. Derved ramte han det hul i Vermeers produktion, hvor han skiftede stil fra historiemaleri til genremaleri. Van Meegerens kendeste Vermeer-falskneri er Kristus i Emmaus, som i 1937 blev erhvervet til Museum Boijmans Van Beuningen i Rotterdam.

Et sent maleri af en Ung kvinde med fløjte (1669-1675, National Gallery of Art, Washington D.C.) er, sammen med et tidligt værk forestillende Sankt Praxedes (1655, National Museum of Western Art, Tokyo), stadig omstridte værker i Vermeers oeuvre. Såvel kunsthistoriske som naturvidenskabelige analyser har ikke kunnet etablere konsensus om, hvorvidt disse to malerier er udført af Johannes Vermeer, eller af en anden 1600-tals kunstner i hans nærmeste kreds.

• Hollandsk billedkunst