Jiangsu.

.

Jiangsu, Kiangsu, provins på Kinas østkyst; 102.600 km2, 78,66 mio. indb. (2010); hovedstad Nanjing. Provinsen er en af Kinas mest velhavende og tættest befolkede; det skyldes bl.a. en frugtbar jordbund, et gunstigt klima og beliggenheden nær vækstpolen Shanghai. De store vandveje, Chang Jiang (Yangtze Kiang) i øst-vestlig og den gamle Kejserkanal i nord-sydlig retning, placerede tidligt Jiangsu centralt og understøttes nu af bl.a. jernbanen Beijing-Shanghai gennem provinsen. Området ligger lavt og består mest af helt flade flodaflejringer. Befolkningen er næsten udelukkende han-kinesere, men der er dialektforskelle mellem områderne nord for Chang Jiang (mandarin) og syd for (Shanghaidialekt).

I den sydlige del er klimaet fugtigt subtropisk, i forsommeren præget af lange, kraftige regnskyl. Om efteråret optræder ofte tyfoner langs med kysten. Naturforholdene er gunstige for risdyrkning; endvidere dyrkes der hvede, bomuld, frugt, silke (morbærtræer) og te. Det nordlige Jiangsu har et lidt køligere, tempereret klima; her findes 2/3 af provinsens landbrugsjord med avl af især bomuld, hvede, majs og sojabønner. Også svineavl spiller en stor rolle. Overalt kan der høstes 2-3 gange om året. Der er et betydeligt fiskeri, og i de mange floder, kanaler og søer er der fiskeopdræt. Industrien, som især er koncentreret i provinsens sydlige del, er blandt Kinas højest udviklede. Letindustri er dominerende med bl.a. fødevarer, kunstfibre, tekstilprodukter, herunder silke, cykler, køleskabe og andet køkkenudstyr samt forbrugselektronik. Sværindustrien producerer kunstgødning og andre kemiske produkter, byggematerialer, motorer, maskinværktøj, landbrugsmaskiner og transportmidler. Der er også en vis stålproduktion, baseret på jernmalm og kul fra lejer ved Yixing. Provinshovedstaden Nanjing er det sværindustrielle centrum.

Jiangsu ligger i Shanghaiområdets økonomiske storzone og i det langstrakte bælte af provinser langs med Chang Jiang, som i den kinesiske planlægning er udset til økonomisk hovedakse. De to havnebyer Lianyungang og Nantong er blandt de 14 kystbyer, som i 1984 fik en vis økonomisk selvbestemmelse og adgang til udenlandske investeringer. Andre vigtige byer er Wuxi, Suzhou, Changzhou, Zhenjiang og Xuzhou.

Historie

Jiangsu har spillet en væsentlig rolle i kinesisk politik og kultur siden før år 500 f.Kr. enten som en del af det samlede rige eller som en af de sydlige stater, hvor Nanjing flere gange var hovedstad. Den sydlige del af provinsen udviklede sig i løbet af det første årtusinde e.Kr. til et førende økonomisk og kulturelt område. Det kinesiske politiske liv har i lange perioder været domineret af folk herfra.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig