Jeppe Hein
Jeppe Hein er især kendt for sine mange springvand og sin interaktive kunst. Foto fra 2022.
Jeppe Hein
Af /TT/Ritzau Scanpix.

Jeppe Hein er en dansk kunstner. Han arbejder med rumlige installationer, der ofte inddrager publikum. Han er bl.a. kendt for sine springvand, hvor vandtrykket reguleres efter publikums bevægelser eller springer op på uventede tidspunkter og danner vægge mellem publikum (Space in Action – Action in Space, Venedig Biennalen 2003; Water Pavillion, KUNSTEN 2011; Circular Appearing Rooms, Bundeskunsthalle Bonn 2018; m.fl.). Han er også kendt for sine mange interaktive værker med spejle og bænke.

Jeppe Hein er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1997 og på Städel Hochschule für Bildende Künste i Frankfurt am Main i 1999. Han bor og arbejder i Berlin.

Jeppe Heins baggrund og inspiration

Jeppe Hein er oprindeligt uddannet tømrer. Hans kunstneriske arbejdsform beskrives ofte som ingeniør-agtig, fordi han interesserer sig for mekanik, tyngdekraft og påvirkningen fra én genstand til en anden, fra publikum til genstand eller fra genstand til publikum. I starten af sin karriere arbejdede Jeppe Hein som assistent for Olafur Eliasson, der også er kendt for sine store og komplekse konstruktioner og rumlige helhedsløsninger.

Interaktive kunstværker

Derudover handler mange af Jeppe Heins værker om at inddrage publikum og skabe en interaktiv oplevelse. Et eksempel på dette er hans Social Benches (Bonner Kunstverein, Bonn 2008; Venedig Biennalen 2019; KUNSTEN 2021 m.fl.). Her tvinges forbipasserende til at tænke kreativt og interagere med hinanden for at kunne bruge bænkene trods deres utraditionelle udformning. Et andet eksempel er Smoking Bench (2002), hvor dét at sætte sig på bænken udløser en mekanisme, der indhyller den siddende i tæt tåge, så man intet kan se.

"Social Benches" af Jeppe Hein
En mand læser en bog i en af Jeppe Heins Social Benches; her opstillet i Singapore. Foto fra 2017.
"Social Benches" af Jeppe Hein
Af /Reuters/Ritzau Scanpix.

Karriere Bar

I perioden 2007-2014 drev Jeppe Hein den kombinerede mad-, cocktail- og kunstlokalitet Karriere Bar i Kødbyen i København sammen med sin søster Lærke Hein (født 1982). Her bestod en stor del af indretningen af kunstværker og specialdesignede elementer som fx lamper designet af Olafur Eliasson og et cafebord til live-transmittering af samtaler udformet af den canadiske kunstnerduo Cardiff/Miller.

Udstillinger, udsmykninger og hædersbevisninger

Jeppe Hein har udstillet over det meste af verden og huskes i Danmark bl.a. for udstillingen Sense City (ARoS 2008-2009), hvor man kunne opleve den 400 meter lange kuglebane Distance, der med loops og fald bugtede sig gennem flere af museets etager.

Kunst i det offentlige rum

Spejlskulptur af Jeppe Hein

Treårige Felix Stephen leger i 2012 med en af Jeppe Heins spejlskulpturer ved Waddesdon Manor, Buckinghamshire i England.

Spejlskulptur af Jeppe Hein
Af /Shutterstock/Ritzau Scanpix.

En del af Jeppe Heins værker er skabt til det offentlige rum. Foruden hans værker med bænke og springvand gælder det bl.a. spejllabyrinten Follow Me, Bristol (Bristol University, England 2009) og det 8 x 5 m store prismespejl Eye of the North (Langåsen Natur- og Skulpturpark, Norge 2020).

Priser

Jeppe Hein modtog Robert Jacobsen-prisen i 2012, ARKENs Kunstpris i 2014 og Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Pris i 2018. Han har desuden modtaget en række andre danske og udenlandske priser og været gæsteprofessor på Aalborg Universitet og gæsteunderviser i bl.a. London, Bilbao og New York.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig