Jean-Marie Gleize

Han har været bannerfører for idéen om, at den gamle poesi siden 1990'erne er afløst af en "postpoesi" (Christophe Tarkos, Anne-Marie Albiach). Især har han fremhævet bruddene i digtgenrens udvikling, ikke mindst med Arthur Rimbauds Illuminations (1886), som indledningen til det, der ville ske.

Rimbauds opgør med den traditionelle lyrik hos 1800-tallets digtere flyttede lyrikken ind i eksperimenternes tid, og tvang dens teoretikere og kritikere til at forlade dogmerne om virkelighedens, det ubevidstes eller drifternes repræsentation i digtgenren. Lyrik er mest af alt ord-praksis.

Gleize pointerer, at hans egen generations digtere (Michel Deguy, Christian Prigent) ikke følger de gamle definitioner, men at deres poesi "er en benægtelse af sig selv, en selvkritik, en selvødelæggelse" og dermed antipoetisk (Sorties, 2009). Der findes dermed ikke længere nogen poesi om noget, og kun "billederne af virkeligheden er vores virkelighed".

Som teoretiker videreudvikler Gleize radikalt 1960'ernes og 1970'ernes strukturalisme med sine idéer om den rene "litteralitet", dvs. teksten som sådan.

• tekstteori