Faktaboks

Christophe Tarkos

Jean-Christophe Ginet

Født
5. december 1963, Martigues, Frankrig
Død
29. november 2004, Paris, Frankrig
Christophe Tarkos
Christophe Tarkos. Foto uden år.
Af .
Licens: CC BY SA 3.0

Den franske digter Christophe Tarkos udfoldede en hektisk aktivitet i 1990'erne. Kun hans tidlige død satte en stopper for hans litterære eksperimenter, der ud over det sproglige omfattede performance og musik.

Termen postpoesi er blevet anvendt om hans tekster, som overskrider grænserne for den traditionelle poesi: "Det kan ikke fortsætte på den måde. Der er noget, der ikke går. I brugen af ordet poesi, i brugen af ordet. Det er ikke muligt. Der må gøres noget" (1993).

Intet jeg. Sprog

Tarkos arbejdede ikke med noget digter-jeg eller nogen mening, der kan afkodes: "Der er ingen skjult mening", siger han advarende til læseren. Han kastede sig til gengæld ud i en ekstrem behandling af ordmaterialet, som uden nogen traditionel sammenhæng peger på selve arbejdet med sproget, og får teksten til at stå som en plastisk størrelse med ordvariationer, ordbøjninger og ordophobninger. I Processe (1997) siger han, grænsende til det filosofiske: "Det der vil blive sagt en gang, vil have mere styrke end al virkelighed".

Manifest og ordfortælling

"Mit sprog er et ønske om sprog", lyder det som et manifest hos Tarkos, der ikke så sig selv som digter, men som "sprog-fabrikant". Den risiko, der er forbundet med ikke at skrive om noget, undgår han ved at dyrke manifestet som form eller skitsere en fortælling omkring ordene: "En håndgivning er at give hinanden hånden. Man giver hånd. Man stikker på næven. Vi har givet hinanden hånden, vi foretager ikke en håndgivning. Vi trykker på næven, hænderne holder om hinanden" (oui, 1996). Tarkos er dermed i familie med Georges Perec og Francis Ponge i kraft af den præcision, der kan lægges i sproget, og som alligevel får virkeligheden til at træde frem: "Vi er ikke noget, som vi ikke er i den virkelige verden."

Christophe Tarkos markerer en af de mange brudflader, der har karakteriseret poesiens historie i Frankrig med Charles Baudelaire og Arthur Rimbaud i 1800-tallet og Guillaume Apollinaire i 1900-tallets begyndelse.

Læs videre i Den Store Danske

Litteratur

  • Højgaard Marcussen, Louise (2012). "Tendenser i nutidig fransk poesi". Passage 67, s. 35-48.
  • Prigent, Christian (2008). "Préface". Christian Tarkos, Écrits poétiques. P.O.L. s. 8-23.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig