Italien - historie

I 568 kom den germanske stamme longobarderne til Norditalien fra Donauområdet, hvor de havde etableret tæt kontakt til Det Byzantinske Rige. Under ledelse af Alboin besatte longobarderne Milano i 569, og snart derefter fortsatte løst organiserede bander dybt ind i landet ... Læs videre om Longobardernes æra.

I 773 indtog den katolske frankerkonge Karl den Store Pavia. Han tog Desiderius til fange og udråbte i 774 sig selv til longobardernes konge, og efter to års kamp blev landet delt i fire dele: frankerlandene mod nord, Kirkestaten i midten, det selvstændige hertugdømme Benevento samt de byzantinske områder i syd med hele øen Sicilien ... Læs videre om frankere, normanner og arabere.

Henrik Løve kom fra slægten Welf, og et italiensk paveparti fik samme navn: guelfer, mens de kejsertro blev kaldt ghibelliner, opkaldt efter kejserfamiliens slot Waiblingen i Østrig; partikampene mellem disse to fraktioner kom længe til at præge udviklingen ... Læs videre om guelfer og ghibelliner.

Da Frederik 2. døde i 1250, var hohenstaufernes rolle udspillet. Efter blodige magtkampe gav paven i 1265 kongeriget Sicilien til Karl 1. af Anjou, der med hård hånd ville gennemføre sin politik, men ved Den Sicilianske Vesper i 1282 blev franskmændene fordrevet fra Sicilien, og Peter 3. af Aragonien tog magten. Kejser- og pavemagtens tilbagegang åbnede vejen for selvstændiggørelsen af de norditalienske byer, der var i hænderne på guelfere eller ghibellinere ... Læs videre om bystaternes dominans.

Økonomisk og socialt betød den sorte død og de næsten cyklisk tilbagevendende epidemier, at befolkningstallet og det økonomiske liv på halvøen styrtdykkede, og indtjeningen blandt de rige befolkningsgrupper faldt. De dårlige tider ramte de lavere samfundslag hårdt med hungersnød og deraf følgende social uro ... Læs videre om Italien i 1400-t.

De endeløse krige om overherredømmet på halvøen blev for længere tid bragt til standsning, og grænserne fastfrosset, da de fem store magter, Milano, Venezia, Firenze, Kirkestaten og Neapel, ved Freden i Lodi i 1454 indgik en aftale om gensidige forhandlinger i tilfælde af fremtidige konflikter ... Læs videre om Freden i Lodi.

I det politisk-kulturelle liv afløstes en borgerkultur langsomt, men sikkert af en hofkultur. Fx indpassede Mantova og Ferrara sig i det større system og kunne inden for rammerne af Freden i Lodi udvikle en hofkultur som de større stater ... Læs videre om hofkulturens fremkomst.

Hele det italienske magtbalancesystem fra Freden i Lodi blev bragt til afslutning med den franske kongemagts militære intervention i de italienske affærer i 1494. En forvirret tid fulgte, da også habsburgerne siden blandede sig i striden, og Italien blev i over 50 år hovedvalplads for en lang række krige mellem Frankrig og den habsburgske kejsermagt ... Læs videre om den franske og habsburgske intervention.

Kejser Karl 5. genoplivede den gamle drøm om det middelalderlige kejserdømme i Italien, men nu med resurser som ingen af middelalderens kejsere havde haft. Kun forstyrret af Den Spanske Arvefølgekrig 1701-13/14 var dette politiske system gyldigt indtil 1790'erne, da en helt ny situation opstod ... Læs videre om det habsburgske herredømme.

I 1700 uddøde de spanske habsburgere, og Den Spanske Arvefølgekrig brød ud i 1701. Italien var i den sammenhæng endnu en gang valplads for europæiske stridigheder. Utrechtfreden i 1713 medførte, at de østrigske habsburgere stort set overtog de gamle spanske habsburgeres plads ... Læs videre om Italien i 1700-t.

Med Den Franske Revolution og de efterfølgende Revolutions- og Napoleonskrige blev den italienske halvø atter inddraget i Europas historie og politik. Fra Frankrig kom idéerne om suverænitetens overførelse fra den enevældige monark til folket ... Læs videre om revolution og restauration (1796-1848).

I modsætning til de øvrige italienske småstater havde Piemonte en økonomi, et militær og en statslig opbygning, der sikrede landet et vist spillerum indadtil og udadtil. Således indførte kongen Karl Albert en ny forfatning, lo Statuto, der gjorde kongeriget til et konstitutionelt monarki byggende på et parlament ... Læs videre om Italiens samling.

Indenrigspolitisk afløstes Det Historiske Højre af Depretis' Venstre, og magtskiftet i 1876 dannede optakt til den såkaldte transformisme, der skulle komme til at præge det politiske system. Udenrigspolitisk tilsluttede Italien sig Tripelalliancen med det konservative Tyskland og Østrig i 1882 ... Læs videre om imperialisme og industrialisme i Italien.

En stadig stærkere nationalistisk opinion medførte, at Giolitti ikke kunne holde Italien uden for 1. Verdenskrig, hvilket tvang ham til at gå af. Antonio Salandras regering slog derefter ind på en mere målrettet interventionistisk linje, støttet bl.a. af den ekskluderede socialist Benito Mussolini, og fra 1915 deltog Italien på fransk og britisk side mod de tidligere allierede Tyskland og Østrig ... Læs videre om 1. Verdenskrig og fascisme i Italien.

Regimet fremmede nogle af de moderniseringstræk, der også karakteriserede andre af mellemkrigstidens massesamfund, nemlig velfærdsinitiativer, teknologiske frembringelser og en stigende statslig intervention i økonomien. Men med sin repressive linje tilgodeså Mussolini grundlæggende de kræfter i det italienske samfund, der siden Italiens samling havde satset på en udviklingsmodel, der både over for omverdenen og over for den italienske befolkning byggede på imperialistiske, antidemokratiske og populistiske metoder ... Læs videre om årene 1925-45 i Italien.

Efter 2. Verdenskrigs afslutning kunne Italien ikke blot vende tilbage til det førfascistiske styre, hvis institutioner og forfatning ikke havde kunnet forhindre fascismen, men Italien havde også fået en anden international placering med USA's indtræden i krigen og den efterfølgende økonomiske hjælp ... Læs videre om republikanisme i Italien.

Det var inden for rammerne af dette ufuldendte demokrati, at Italien gennemførte sin økonomiske genopretning. Den kraftige vækst blev befordret af et gunstigt omkostningsniveau, og økonomien blev internationaliseret og eksportorienteret ... Læs videre om årene 1950-63 i Italien.

Reformpolitikken fra begyndelsen af 1960'erne fik ikke den tiltænkte stabiliserende effekt. Økonomien afmattedes, og reformerne måtte indstilles. Op igennem årtiet voksede der til venstre for det traditionelle venstre en lille, men militant opposition, der nåede et højdepunkt med studenteroprøret i 1968, fulgt af det såkaldte varme efterår, l'autunno caldo, i forbindelse med arbejdsmarkedsforhandlingerne året efter ... Læs videre om årene 1963-79 i Italien.

Ved indgangen til 1980'erne stod den italienske økonomi over for et opsving. Fremgangen byggede på en teknologisk fornyelse af produktionsapparatet, på en disciplinering af arbejdsstyrken og på en ændring af samme arbejdsstyrkes faglige sammensætning ... Læs videre om 1980'ernes Italien.

Med Berlinmurens fald og Sovjetunionens sammenbrud forsvandt de politiske og ideologiske fronter, der havde medvirket til at fastlåse det italienske demokrati ... Læs videre om Italiens nyere historie.