Italiens historie 1950-1991

Det var inden for rammerne af dette ufuldendte demokrati, at Italien gennemførte sin økonomiske genopretning. Den kraftige vækst blev befordret af et gunstigt omkostningsniveau, og økonomien blev internationaliseret og eksportorienteret. I 1951 var landet medunderskriver af Traktaten om Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, der trådte i kraft i 1952, og i 1955 var Italien vært for Messinakonferencen, der i 1957 mundede ud i underskrivelsen af Romtraktaterne, se EU (1.1. den historiske baggrund). Fremgangen kulminerede omkring 1960; italieneren var nu efter amerikansk forbillede blevet en forbruger af biler, køleskabe, tv-apparater etc.

Det var imidlertid først og fremmest den industrielle trekant Milano-Torino-Genova, der havde fordel af det økonomiske mirakel. Denne geografisk ensidige udvikling bidrog til at uddybe nogle i forvejen eksisterende skævheder, fx mellem Norditalien og Syditalien, der resulterede i bølger af emigranter til industricentrene nordpå.

Den sociale uro, der fulgte i kølvandet på landets nye, skævt fordelte rigdom, tvang DCs ledere Amintore Fanfani og Aldo Moro til at udvide regeringskoalitionen 1962-63 med Socialistpartiet. Efter en kort reformperiode endte PSI dog med at være mere optaget af den kortsigtede fastholdelse af magten end af de langsigtede løsninger. Med centrum-venstre-koalitionen mellem DC og PSI skabtes en magtdelingspolitik, der blev den fremherskende model for det politiske systems udvikling frem til begyndelsen af 1990'erne.

Reformpolitikken fra begyndelsen af 1960'erne fik ikke den tiltænkte stabiliserende effekt. Økonomien afmattedes, og reformerne måtte indstilles. Op igennem årtiet voksede der til venstre for det traditionelle venstre en lille, men militant opposition, der nåede et højdepunkt med studenteroprøret i 1968, fulgt af det såkaldte varme efterår, l'autunno caldo, i forbindelse med arbejdsmarkedsforhandlingerne året efter.

DC var ved at miste kontrollen, og med en formodet nyfascistisk bombesprængning i Milano i december 1969, der kostede 17 mennesker livet, indledtes, hvad der blev kaldt en "spændingens strategi", la strategia della tensione, hvis mål var igennem en destabilisering at fremme en lov og orden-politik. I 1970 forsøgtes et statskup; et sådant var allerede blevet forsøgt i 1964. I 1974 sprang en ny bombe i Brescia, og i 1980 gjaldt det Bolognas banegård med 85 dræbte og 200 sårede.

Det blev PCI, der umiddelbart forstod at drage politisk fordel af 1970'ernes lange krise, som yderligere forværredes med de voldsomt stigende oliepriser. Ved lokalvalgene i 1975 fik partiet en række borgmesterposter, fx i Torino og Rom, dvs. uden for de mellemitalienske regioner som Emilia-Romagna (Bologna), hvor kommunisterne havde domineret siden krigen. Det følgende år, i 1976, opnåede PCI sit hidtil bedste parlamentsvalg. Partiet havde forstået at appellere til mellemlagene, efter at lederen, Enrico Berlinguer, havde lanceret sit forslag til et "historisk kompromis" med DC. Blandt de katolske politikere var det først og fremmest Aldo Moro, der var lydhør over for dette udspil.

Den gensidige tilnærmelse førte til, at PCI støttede to DC-regeringer 1976-79 med den drevne Giulio Andreotti som leder. Følgen blev imidlertid, at det udenomsparlamentariske nye venstre fik et større spillerum. Med baggrund i de mange militante smågrupper udviklede der sig en egentlig terrorisme. Den mest vidtrækkende aktion blev gennemført af De Røde Brigader (Brigate Rosse), der i 1978 bortførte og senere dræbte DCs præsident Aldo Moro.

Dermed ændredes forudsætningerne for samarbejdet mellem DC og PCI. Reformerne udeblev, og fagbevægelsen fik ikke svar på den tilbageholdenhedspolitik, som den var slået ind på for at yde sit til nedbringelsen af et stigende omkostnings- og inflationsniveau. PCI måtte se sig fanget i den transformisme, som PSI tidligere var havnet i, men i modsætning til PSI blev PCI i stigende grad isoleret, efter at støtten til Andreottis regering var trukket tilbage.

Ved indgangen til 1980'erne stod den italienske økonomi over for et opsving. Fremgangen byggede på en teknologisk fornyelse af produktionsapparatet, på en disciplinering af arbejdsstyrken og på en ændring af samme arbejdsstyrkes faglige sammensætning. Erhvervslivet, der havde været stærkt presset under 1970'ernes konflikter på arbejdsmarkedet, fremstod nu med styrkede virksomheder og en ny foretagsomhed.

PCIs marginalisering fremmede et opgør om partiets identitet; det endte med, at den daværende leder Achille Occhetto (f. 1936) fik PCI omdannet til Partito Democratico di Sinistra (PDS), mens en mindre udbrydergruppe fortsatte under partibetegnelsen Rifondazione Comunista. Efter de negative regeringserfaringer med PCI i sidste halvdel af 1970'erne vendte DC i 1980'erne tilbage til den gamle, afprøvede centrum-venstre-model med ledere som Ciriaco De Mita (1928-2022), Arnaldo Forlani og Giulio Andreotti. PSI vejrede nu under Bettino Craxis lederskab en ny fremtid. Målet var både at isolere PCI og at fremstå som et alternativ til DC.

Dele af denne strategi blev virkeliggjort. Craxi dannede således to regeringer 1983-87 og brød dermed DCs monopol på regeringslederposten. Imidlertid var det også perioden, hvor det politiske system fremstod som et egentligt partivælde, partitocrazia. Politik blev reduceret til vennetjenester og korruption og afslørede en dybt rodfæstet klientilistisk praksis, der havde elimineret enhver form for opposition og demokratisk kontrol og givet den organiserede kriminalitet og anden lyssky virksomhed de bedste betingelser. Således indledte den sicilianske mafia omkring 1980 en ikke før set række af mord på dommere, politikere og andre øvrighedspersoner, fx i 1982 præfekten i Palermo, Carlo Alberto Dalla Chiesa. I 1981 opdagede myndighederne eksistensen af den hemmelige frimurerloge P2, der af en parlamentskommission blev erklæret for en trussel mod demokratiet. I 1990 fik offentligheden kendskab til den ligeledes hemmelige NATO-struktur Gladio, der blev sat i forbindelse med spændingens strategi.

• Italiens historie (oversigt)
• Italiens forhistorie
• Romerriget
• Romerrigets historie
• Roms historie i antikken
• italiske folk
• etruskerne
• Italiens historie indtil 1350
• Italiens historie 1350-1796
• Italiens historie 1796-1900
• Italiens historie 1900-1950
• Italiens historie 1950-1991 (denne artikel)
• Italiens historie efter 1991