Faktaboks

Isabella Arendt

Isabella Arendt Vlasman

Født
7. maj 1993, Fredericia
Isabella Arendt i 2022.
Isabella Arendt fotograferet i 2022.
Isabella Arendt i 2022.
Af /Ritzau/Scanpix.

Isabella Arendt er en dansk politiker fra Det Konservative Folkeparti. I årene 2019-2022 var hun formand for partiet Kristendemokraterne.

Isabella Arendt er bachelor i statskundskab fra Københavns Universitet. Hun var 2017-2019 ansat som forskningsassistent ved Institut for Lykkeforskning, indtil hun blev fuldtidsansat som formand for Kristendemokraterne. Fra 2022 til 2023 var hun ansat som manager hos konsulentvirksomheden Szpirt & Company, inden hun i 2023 blev rådgiver om grøn omstilling og bæredygtig produktion i organisationen Landbrug & Fødevarer.

Hun blev i begyndelsen af valgkampen i maj 2019 konstitueret som formand for Kristendemokraterne, da formand Stig Grenov (f. 1961) midlertidigt måtte trække sig på grund af stress. I oktober samme år blev hun valgt som formand for partiet. Hun havde tidligere været formand for Kristendemokraternes Ungdomsparti.

I Isabella Arendts formandsperiode blev Kristendemokraterne for første gang i ti år repræsenteret i Folketinget, da den tidligere radikale Jens Rohde meldte sig ind i partiet. Isabella Arendt var stadig partiformand, da hun i maj 2022 meldte sig ud af Kristendemokraterne og kort efter blev medlem af Det Konservative Folkeparti. Ved folketingsvalget 2022 var hun opstillet i Hedensted-kredsen, Østjyllands Storkreds, men blev ikke valgt.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig