Innocens 3.

Efter studier i teologi og kanonisk ret i Paris og Bologna blev han i 1190 udnævnt til kardinaldiakon (se kardinal). Som kardinal skrev han det meget populære værk De miseria humanae conditionis 'Om den menneskelige tilværelses elendighed'. Det planlagte efterfølgende bind om den menneskelige tilværelses værdighed blev ikke til noget.

Som pave fulgte Innocens 3. den linje, som Gregor 7. havde fastlagt med hensyn til pavens fuldmagt i kirkelige såvel som i verdslige anliggender. I europæisk politik støttede han i Tyskland kong Frederik 2., fra hvem han opnåede betydelige politiske indrømmelser.

Efter en langvarig strid med Johan uden Land, hvori Innocens 3. tvang ham til at tage England i len af paven, erklærede han Magna Charta for ugyldigt. Ligeledes modtog kongerne af Polen, Portugal og Aragonien deres riger fra Innocens 3. som pavelige len. Frankrig blev i 1200 belagt med interdikt, dvs. et forbud mod at holde prædiken, på grund af Filip 2. Augusts krav om skilsmisse fra sin danskfødte dronning, Ingeborg.

I kirkelige spørgsmål var Innocens 3. overmåde aktiv. Han tog initiativ til det 4. og 5. korstog og til det blodige korstog mod albigenserne i Sydfrankrig 1209.

Innocens 3.s kirkelige lovgivning var omfattende og blev kronet med afholdelsen af det skelsættende 4. Laterankoncil i 1215. Koncilet tog stilling til en række læremæssige spørgsmål som fx transsubstantiationen, men regulerede også praktiske forhold som det årlige skriftemål, bispestolenes vakancer (højst tre måneder), prædiken og sjælsorg ved domkirkerne, gejstlighedens klædning, livsstil og deltagelse i retsplejen (må ikke afsige dødsdomme eller medvirke til blodsudgydelse eller jernbyrd), ægteskab (hemmelige ægteskaber forbydes) og særlige klædedragter for jøder og muslimer.

• pave
• koncil
• Laterankonciler