Faktaboks

Hirtshals Kirke
Sogn
Hirtshals Sogn
Provsti
Hjørring Nordre Provsti
Stift
Aalborg Stift
Kommune
Hjørring Kommune

Hirtshals Kirke ligger midt i Hirtshals og afspejler i dens bygningshistorie byens hastige udvikling i 1900-tallet, fra lille fiskerleje til lokalt økonomisk centrum.

Kirkebygning

Hirtshals Kirke
Hirtshals Kirke er opført i 1908, men blev kraftigt udvidet i årene 1964-1965, hvor bl.a. tårnet blev forhøjet.
Af .
Licens: CC BY SA 3.0

Kirken er opført i 1908 efter tegninger af arkitekten Carl Harild (1868-1932), men den er i dag helt igennem præget af en stor udvidelse i 1964-1965. Den oprindelige kirkebygning var en romansk inspireret skønvirkebygning, som bestod af et kort skib, en apsis i øst og et indgangsparti med tårn i vest.

Ved udvidelsen i 1960’erne blev bygningens udseende mere modernistisk. Ved udvidelsen måtte apsissen vige for en lang forlængelse af skibet, mens der blev bygget et modernistisk kor på kirkens østende. Samtidigt blev indgangspartiet udvidet og tårnet forhøjet, hvorved det fik sit nuværende modernistiske udseende med et højt pyramidespir og de firkantede lydhuller.

Kirkens indre

Indvendigt er Carl Harilds oprindelige bygning mere synlig end udvendigt. Skibet er således præget af det tidlige 1900-tals forkærlighed for historisk arkitektur, med det store, hvidkalkede, tøndehvælvede loft og de rundbuede vinduer, som står i kontrast til det gennemført modernistiske kor, hvor rette vinkler præger rummet.

Hvor skibet er malet helt hvidt, har koret i stedet et gulmalet bjælkeloft, som er afstemt med de forgyldte inventardele i rummet. Dermed bindes både koret og kirkerummet som helhed sammen.

Inventaret i Hirtshals Kirke

Inventaret i Hirtshals er fra flere forskellige perioder, med mange dele fra opførelsen i 1908. Dette gælder bl.a. alterbordet, prædikestolen og døbefonten, som er udført i fransk kridtsten (savonniéresten).

Alteret prydes af en forgyldt krucifiksgruppe, som foruden den korsfæstede Kristus også forestiller Jomfru Maria og Johannes, som flankerer Kristus. På de sortmalede kirkebænkes gavle er der små malerier, som er malet af billedkunstneren Frits Gothardt Rasmussen (f. 1950).

Læs mere i Den Store Danske

Læs mere i Trap Danmark

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig