Hillerslev Kirke vidner med sine mange middelalderlige ombygninger om skiftende tiders behov før Reformationen i 1536. Desuden er der i kirken bevaret inventar fra middelalderen og barokken, hvor særligt den fornemt udførte døbefont og den barokke prædikestol skal fremhæves.

Kirken ligger nordøstligt i den lille by omtrent 15 kilometer nordøst for Faaborg.

Kirkebygningen

Kirken kaldes en langhuskirke, da den har et langt kirkerum, hvor skibet og koret går i et. Skibets kerne er den romanske kirkes skib. Den gotiske periode så stor byggeaktivitet, da man forlængede skibet mod vest, opførte langhuskoret samt byggede et våbenhus mod syd og et tværstillet tårnet mod vest.

I dag er kirken hvidkalket, og den har røde tegltage.

Den romanske kirke

Kirken er opført i den romanske periode. De romanske kirker kendetegnet ved brug af runde buer blev bygget af natur- og teglsten, og i Hillerslev er kirken opført i granit.

I skibet har der oprindeligt været en dør mod syd og en mod nord. Syddøren er endnu i brug om end i omdannet form, mens norddøren er muret til.

Der er i kirkens mur bevaret en sten fra den romanske periode med et relief af en løve.

De gotiske om- og tilbygninger

Teglstenene kom til Danmark i middelalderen. Det gav mulighed for, at man kunne bygge billigere og nemmere, og i den sene middelalder blev det i den nye, gotiske stil. Tilbygningerne er opført i brændt tegl kaldet munkesten, som er lidt større end nutidige mursten. Den gotiske stil er kendetegnet ved dekorationer af trappeformede gavle med kamtakker og systemer af dekorative murnicher i form af blændinger, og særligt var der præference for høje spidsbuer.

I den gotiske periode i første halvdel af 1400-tallet forlængede man skibet mod vest, og derefter byggede man langhuskoret af genanvendt murværk fra det nedrevne kor. Våbenhuset og tårnet, hvor taget er vinkelret på skibets længderetning, er ligeledes opført i den gotiske periode. Alle de gotiske bygningsdele er blevet muret om efter midten af 1800-tallet.

Kirkens indre

Kirken er i det indre hvidkalket med få kalkmalede dekorationer.

Kirkerummet bærer præg af dets krydshvælvede og ottedelte, ribbehælvede lofter. Hvælvene kom til i den gotiske periode, hvor man med teglstenene nu kunne lave de lette, opadstræbende hvælv. Her erstattede man det oprindelige bjælkeloft med hvælv, som man byggede ind i den eksisterende, romanske kirke.

Kalkmalerier i Hillerslev Kirke

I Hillerslev Kirke er der kalkmalerier fra den gotiske periode. I et vindue i skibet er der malet to helgenindefigurer, der er stærkt opmalet, mens de øvrige detaljer er gået tabt. De afbilder Sankt Apollonia med tandtang og Sankt Margaretha. Margaretha, Kejser Constantins moder, kan genkendes på korset, hun bærer, da hun efter sigende skulle have fundet det hellige kors på sin pilgrimsfærd til Jerusalem.

Inventar og gravminder i Hillerslev Kirke

I Hillerslev Kirke er inventaret fra flere forskellige perioder, hvor særligt middelalderen og barokken er rigt repræsenteret. Der er desuden et gravkapel i tårnrummet.

Middelalderens inventar: Døbefonten

I kirken er der en romansk døbefont af granit. Dens kumme er udsmykket med relieffer af blade, den velsignende Kristus, Petrus og en anden helgen, og på foden er der kæmpende mænd og løver.

Barokkens inventar

Prædikestolen fra 1639 er udført i barok stil. Den har i fagene arkader med relieffer af dyderne Troen, Retfærdigheden, Kærligheden og Forsigtigheden (med en slange). På hjørnerne er der hermer, dvs. halvfigurer på halvsøjler. Stolen bæres af en stolpe, der er udformet som overdelen af en småtyk mand.

Altertavlen er fra barokken. Den forgyldte tavle har i siderne snoede søjler, og i midten i en arkade er der et maleri kaldet Ved korsets fod, der er en kopi fra 1910 efter maleriet af A Dorph.

Gravminder

I tårnrummet er der indrettet et gravkapel for grevskabet Muckadell, som er afgrænset fra skibet ved en fornemt udført smedejernsdør.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig