Faktaboks

Henri Pourrat
Født
7. maj 1887, Ambert, Puy-de-Dôme, Frankrig
Død
16. juli 1959, Ambert, Puy-de-Dôme, Frankrig
Henri Pourrat
Henrik Pourrat fotograferet i 1954.
Af /Centre Henri Pourrat.
Licens: CC BY SA 4.0

Henri Pourrat var en af de mest bemærkelsesværdige lokale fortællere i 1900-tallets Frankrig. Han var født og opvokset i en mindre by i Auvergne. Drevet af sin interesse for den lokale folklore komponerede han et enkeltstående romanværk, Gaspard des Montagnes (1922-1931).

Roman og folkeliv

De fire bind om Gaspar fra bjergene i Auvergne fortæller i romanagtig form den dramatiske historie om ondskaben i skikkelse af en hævntørstig forbryder, der efterstræber den kvindelige hovedperson. Helten Gaspars manøvrer for at beskytte hende giver anledning til utallige digressioner og skildringer af lokale forhold og et liv på landet, der endnu havde et præg af gamle dage. I sin enkle form går den slags folkelige fortællinger i Frankrig tilbage til romantikken i 1800-tallet.

Senere indsamlede og udgav Pourrat i 13 bind en mængde sagn og historier fra sin hjemstavn (Le Trésor des contes, 1948-1962). I den forbindelse foretog han en registrering af op imod 30.000 lokale udtryk og vendinger under sin udforskning af den lokale dialekt.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig