Ret hurtigt fik hedesagen også politikernes helhjertede støtte. Den var hævet over partitaktiske hensyn og muliggjorde derved en erhvervsvenlig lovgivning i en tid med voldsomme politiske modsætninger. De borgerlige partier opfattede selskabet som en ideel kombination af privat foretagsomhed og offentlig støtte, mens Socialdemokratiet så det som et frivilligt instrument til fremme af egnsudvikling med øget beskæftigelse til følge. Hundredvis af plantager voksede frem med Hedeselskabet som administrator.
Da Dalgas døde i 1894, var Hedeselskabet en unik blanding af forenings-, plantnings- og erhvervsvirksomhed, nu overvejende finansieret af det offentlige. Dalgas fik imidlertid ingen efterfølger af tilsvarende format, og interne stridigheder lammede selskabet. En fløj, anført af sønnen Christian Dalgas, ville fastholde hedesagen, en anden med moseingeniør Th. Claudi Westh som talsmand ville i første række udvide drænings- og kultiveringsarbejdet til gavn for bønder og husmænd.
Til sidst brød Westh ud og dannede med radikal og socialdemokratisk støtte Statens Grundforbedringsvæsen (1918-22). Da Venstre i 1920 igen fik regeringsmagten, blev Hedeselskabet atter enerådende på området, men nu med statslig repræsentation i bestyrelsen, hvis formand blev forhenværende konseilspræsident J.C. Christensen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.