Heden Kirke er en gotisk bygning med et historicistisk tårn. I kirken er der bevaret inventar fra middelalderen og barokken.

Kirken ligger i den sydøstlige del af Heden By omtrent 20 kilometer nordøst for Faaborg.

Kirkebygningen

Kirken er en hvidkalket, sengotiske murstensbygning, der består af et langhuskirke, hvor skibet og koret går i et, samt et historicistisk tårn i vest.

Danske kirker ligger normalt stik øst-vest, men i Heden Kirke afviger orienteringen mod syd. I dag er kirken hvidkalket, og den har skifer tegltage, der over koret er afvalmet.

Den gotiske kirke

Kirken er opført i den gotiske periode i brændt tegl kaldet munkesten, som er lidt større end nutidige mursten. Teglstenene gav mulighed for, at man kunne bygge billigere og nemmere, og i den sene middelalder blev det i den nye, gotiske stil.

Den gotiske stil er kendetegnet ved dekorationer af trappeformede gavle med kamtakker og systemer af dekorative murnicher i form af blændinger, og særligt var der præference for høje spidsbuer.

I skibet har der oprindeligt været en dør mod syd og en mod nord. Syddøren kan endnu spores i murværket, mens norddøren er forsvundet. I koret har der været små, højtsiddende og spidsbuede vinduer, der stadig kan ses i murværket som blændinger.

Om- og tilbygninger

I den gotiske periode har man angiveligt forlænget skibet mod vest.

Tidligere havde kirken et lavt tårn af bindingsværk foran vestgavlen. Det blev i 1886-1887 erstattet af det nuværende i historicistisk stil, som efterligner det gotiske formsprog med spidsbuer, kamtakker og høje blændinger. Ved samme lejlighed fik kirken dens let spidsbuede støbejernsvinduer.

Kirkens hovedindgang er gennem tårnet.

Kirkens indre

Kirken er i det indre hvidkalket, og kirkerummet bærer præg af dets flade bræddeloft.

Inventar i Heden Kirke

I Heden Kirke er inventaret fra flere forskellige perioder af kirkens lange historie.

Middelalderens inventar: Døbefonten

I kirken er granitkummen til døbefonten fra den romansk periode. Den står på en nyere fod.

Barokkens inventar: Altertavlen

Altertavlen er fra den senbarokke periode omkring slutningen af 1600-tallet. Den har snoede søjler, evangelistfigurer og et indsat maleri af opstandelsen. Sidstnævnte er udført af A. Dorph i 1877.

Nyere inventar: Prædikestolen

Prædikestolen er af nyere udførsel. Den er skåret i moseeg.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig