Faktaboks

Hasmark Kirke
Sogn
Norup Sogn
Provsti
Bogense Provsti
Stift
Fyens Stift
Kommune
Nordfyns Kommune
Hasmark Kirke
Hasmark Kirke set fra syd. Kirken er opført i 1892 med inspiration i middelalderens kirkebyggeri, og den består af et kor med en apsis, et skib og et tårn. Øverst har tårnet et pyramidespir.
Af /Nationalmuseet.
Licens: CC BY SA 4.0

Hasmark Kirke er et eksempel på nyromansk, historicistisk kirkebyggeri, som har ladet sig inspirere af middelalderens arkitektur – dog på idealiseret vis. Kirken er indviet i 1892 og er placeret mellem de to landsbyer Hasmark og Østerballe på den østlige del af Nordfyn, ca. 15 km nord for Odense og ud til Odense Fjords udløb.

Kirkebygning

Kirken er opført i 1892 efter tegning af arkitekten Emil Schwanenflügel (1847-1921). Kirken er bygget i nyromansk stil og består af et kor med apsis, et skib og en lille tårnbygning. Den er bygget af røde teglsten med skiffertage.

Udvendigt er murene på både selve kirken og på tårnet prydet med adskillige lodrette liséner, dvs. svagt fremspringende murpiller, samt blændingsudsmykninger på gavlene. Tårnet er udstyret med et markant, stejlt pyramidespir øverst.

Generelt har arkitekten bag Hasmark Kirke ladet sig inspirere af tidens nationalromantiske tendenser, og kirken tager således udgangspunkt i en traditionel, romansk grundplan med ornamentik og pynt fra et idealiseret middelalderformsprog.

Kirkens indre

Hasmark Kirke
Kirkens indre. Inventaret er tegnet af kirkens arkitekt, Emil Schwanenflügel. Bænkene og prædikestolen er i samme stil med lysegrå og rød bemaling. På bænkenes gavle er der malteserkors.
Af /Nationalmuseet.
Licens: CC BY SA 4.0

Kirkens indre præges af det forholdsvist simple fladloftede skib. Koret åbner sig mod skibet med en bred rundbuet korbue og oplyses af to rundbuede vinduer i apsissen. Skibet er udstyret med tre store, rundbuede vinduer i hver side. I skibets vestlige ende åbner én stor arkade flankeret af to mindre sig ind til tårnrummet, hvor kirkens orgel er placeret.

Inventar i Hasmark Kirke

Inventaret er tegnet af kirkens arkitekt og er udført i historicistisk stil. Kirkebænkene, som præger kirkeskibet, er på gavlene prydet med et profileret malteserkors og holdt i lysegrå bemaling med røde felter. Bænkene matcher således prædikestolen, som er udsmykket i samme stil.

Kirken råder over en døbefont, som er væsentligt ældre end kirken selv. Den romanske middelalderlige døbefont i gotlandsk kalksten, som står i Hasmark Kirke i dag, er fra 1200-tallet og stammer oprindeligt fra Egense Kirke, som blev nedrevet i midten af 1500-tallet. Senere tjente den som fuglebad ved præstegården i Egense og blev herefter skænket til kirken ved dens indvielse i 1892. De mange år udenfor har dog sat sine spor i kalkstenen, og døbefontens kumme er derfor delvist fornyet ved udspartling og derefter overmaling i en lysegrå farve.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig