Hans H. Ussing

Hans H. Ussing, Hans Henriksen Ussing, 30.12.1911-22.12.2000, dansk fysiolog, ansat ved Københavns Universitet 1934-81, fra 1951 som ekstraordinær professor i zoofysiologi og fra 1958 som professor i biokemi. Ussing har i banebrydende teoretiske og eksperimentelle arbejder udviklet metoder til studiet af aktiv transport i biologiske membraner og opstillet teorier for epithelers funktion, der bl.a. anvendes i lægevidenskabelige studier af menneskets ion- og vandbalance.

Ussings disputats fra 1938 var marinbiologisk, The Biology of Some Important Plankton Animals in the Fjords of East Greenland, og beskriver materiale, som han indsamlede på Treårsekspeditionen, ledet af Lauge Koch. I 1935 kom han til Zoofysiologisk Laboratorium, hvor han sammen med August Krogh anvendte tungt vand til de første studier af cellers vandomsætning.

Dette inspirerede til hovedtemaet i hans videnskabelige værk, der i de første år tillige blev påvirket af andre toneangivende forskere i København som fx George de Hevesy og Kai Ulrik Linderstrøm-Lang. Med deuteriummærkede aminosyrer blev Ussing den første, der viste, at proteiner holdes i balanceret ligevægt mellem opbygning og nedbrydning.

Hans mest betydningsfulde undersøgelser påbegyndtes efter 1945, da han inddrog radioaktive isotoper af alkalimetaller (natrium og kalium) og halider (klorid og jodid) i studier af cellemembranens permeabilitet. Han udledte fluxratio-ligningen, der kom til at udgøre et uomgængeligt redskab til at skelne mellem aktiv og passiv transport (sammenfattet i 1952 i Some Aspects of the Application of Tracers in Permeability Studies).

Dermed kunne han angribe et af de fundamentale naturvidenskabelige spørgsmål: Om der i biologiske systemer optræder transportprocesser, der er koblet til cellers energistofskifte (aktiv transport), og som derfor ikke følger den retning, der er bestemt af ydre fysisk-kemiske kræfter.

Det endelige bevis for aktiv transport gennemførtes i 1951 med kortslutningsteknikken (i dag kendt som Ussingkammerteknikken), hvor han med elegant kombineret brug af radioaktive isotoper og måling af elektriske ionstrømme kunne vise, at natriumioner ved aktiv transport optages gennem frøhuden.

Dette fund blev generaliseret til andre celler (The Alkali Metal Ions in Biology, 1960) og udgør den centrale fysiologiske mekanisme i beskrivelsen af cellers ionbalance (natrium-kalium-pumpen eller natrium-kalium-ATPasen, se også Jens Christian Skou). I 1958 publicerede han to-membranteorien for epithelcellers funktion ved organismens udveksling af ioner. Det blev vist, at cellemembranerne mod omgivelserne og ind mod organismen har forskellig permeabilitet, og at natriumpumpen må findes i den indadvendende membran.

Det blev herefter muligt at udforske cellulær transport af ioner i fx nyre, tarm og eksokrine kirtler. Teorien gav samtidig grundlag for undersøgelse af hormoners regulering af cellemembranens permeabilitet (se aldosteron, nyre, vasopressin og væskebalance), der udgør et centralt tema i vore dages fysiologiske og biokemiske litteratur. Se også celle (cellemembrantransport).

Hans H. Ussings betydning for fysiologiens udvikling illustreres tydeligt i flerbindsværket Membrane Transport in Biology (1978). Han modtog talrige hædersbevisninger i form af æresdoktorgrader og videnskabelige priser, bl.a. Novo Prisen i 1987, og han var æresmedlem af flere udenlandske videnskabelige selskaber.