Hannibal Sehested og Corfitz Ulfeldt adskilte sig ved deres dannelse fra Christian 4.s andre og noget mere uslebne svigersønner, og begge var desuden dygtige statsmænd med gode organisatoriske talenter. Sehested forblev loyal mod kongen, efter at han i 1651 var faldet i unåde, og søgte ikke som Ulfeldt lykken i fremmede magters tjeneste. Selv da den franske konge i 1663 ophøjede ham til greve, betingede Sehested sig Frederik 3.s accept. Portræt malet af Karel van Mander ca. 1650; Frederiksborgmuseet.

.

Hannibal Sehested. Kobberstik fra 1700-t. efter et portræt fra Sehesteds egen levetid.

.

Hannibal Sehested, 1609-13.9.1666, dansk statsmand; statholder i Norge 1642-51 og rigsskatmester fra 1660. Efter uddannelse på Sorø Akademi og i udlandet, bl.a. i Oxford, gjorde Sehested, støttet af fætteren kansler Christen Thomesen Sehested, hurtigt karriere. I 1636 blev han forlovet med Christian 4.s datter Christiane, og samme år udnævntes han til hofmester for prins Valdemar Christian, hvis rundrejse i Europa 1637-39 han ledede.

I 1640 blev Sehested medlem af rigsrådet; efter at han 1640-41 som leder for en delegation til Spanien havde skaffet Danmark erstatning for overgreb på danske handelsskibe, blev han i 1642 på eget ønske og med støtte fra Christen Thomesen Sehested udnævnt til kongelig statholder i Norge. Her gennemførte han flere væsentlige reformer af den norske administration, der siden 1536 havde været styret direkte af centralforvaltningen i Danmark. Under Torstenssonfejden 1643-45, hvis norske udløber betegnes Hannibalfejden, udvirkede han, at de norske skatteindtægter blev anvendt på Norges forsvar; i 1647 fik han gennemført, at skatterne også fremover skulle bruges i Norge. Sehested udbyggede desuden administrationen med bl.a. en finanskasse og et postvæsen. Han synes at have været fortaler for en forholdsvis liberal økonomisk politik med lave toldsatser og støttede udbygningen af det norske erhvervsliv. Norges uafhængige stilling var imidlertid en trussel mod rigsrådets indflydelse og på længere sigt også mod kongens; dertil kom, at Sehested og Corfitz Ulfeldt som de mest betydningsfulde af Christian 4.s svigersønner var upopulære i rigsrådet. Efter Frederik 3.s tronbestigelse i 1648 kom Sehested derfor under hårdt pres. Rigsrådet iværksatte en undersøgelse af hans administration, hvilket sammen med den nye konges forsøg på at gøre op med det såkaldte svigersønneparti førte til hans afsættelse som statholder i 1651. Efter det politiske fald rejste han med Frederik 3.s tilladelse til udlandet, men modsat Corfitz Ulfeldt forblev han tro mod kongen trods en vis tilnærmelse til Sverige 1658-59.

I 1660 trådte Sehested atter i Frederik 3.s tjeneste og deltog i fredsforhandlingerne med Sverige. Hans rolle i forbindelse med Statsomvæltningen 1660 kendes ikke til bunds, men han arbejdede sandsynligvis for en styrkelse af kongemagten, og flere samtidige anså ham for hovedmanden bag systemskiftet. Udnævnelsen til rigsskatmester kort efter gav ham stor indflydelse på den omfattende nyorganisering af finansadministrationen, og på hans foranledning blev en del af gældsproblemet løst ved overdragelse af krongods til statens kreditorer; endvidere stod han bag inddelingen af Danmark i amter. Sehested kom imidlertid ikke igen til at tilhøre den inderste kreds omkring kongen. Fra 1662 til sin død var han optaget af udenrigspolitikken og tilbragte meget af sin tid i England og Frankrig, som han forsøgte at få et forbund i stand med. Det lykkedes ikke, men begge steder var han yderst velset, og i 1663 ophøjede Ludvig 14. ham til greve.

Læs også om Hannibal Sehested i Dansk Biografisk Leksikon.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig