Christiane, 15.7.1626-1670, dansk grevinde, datter af Christian 4. og Kirsten Munk. Som tiårig blev Christiane forlovet med Hannibal Sehested; brylluppet fandt sted i 1642, og samme år blev Sehested udnævnt til Norges statholder. Ved hans fald i 1651 medunderskrev hun afståelsen af hans norske godser. Efter 1651 boede hun en tid hos sin mor på hovedgården Boller i Jylland og efter hendes død på arvegodset Lundegård på Fyn. Christiane synes at have haft et dårligt forhold til både sin mand og sine søskende.