Torstenssonfejden

Krigen kan ses som en del af Trediveårskrigen: Den danske mæglingspolitik gik på tværs af svenske interesser, hvorfor svenskerne udnyttede deres hær i Tyskland til et opgør med arvefjenden. Desuden havde Christian 4. skabt et spændt forhold til Holland ved i slutningen af 1630'erne at tredoble Sundtolden.

I december 1643 angreb en svensk hær under Lennart Torstensson den jyske halvø, og en anden hær trængte ind i Skåne. Den danske krigsmagt var demobiliseret, idet Christian 4. havde ignoreret advarslerne fra sin gesandt i Stockholm, Peder Vibe, men det lykkedes alligevel at jage svenskerne ud af Skåne og delvis at genvinde kontrollen med Jylland. Til gengæld kunne prins Frederik (3.) og rigsmarsk Anders Bille, der ledede de danske i styrker henholdsvis Nordtyskland og på Fyn, ikke enes, ligesom samarbejdet med Sveriges tyske fjender aldrig blev godt, hvortil kom Hannibal Sehesteds fejlslagne angreb på Göteborg fra Norge.

Afgørelsen faldt til søs. Den danske flåde med kongen som admiral fordrev den 16. maj 1644 en hollandsk hjælpeflåde i Listerdyb, og søslaget på Kolberger Heide den 1. juli mod den svenske flåde endte taktisk uafgjort medbegrænsede tab på begge sider, men som en strategisk sejr til Danmark, fordi den svenske flåde trak sig tilbage og foreløbig blev spærret inde i Kieler Bugten. I oktober trængte en ny hollandsk flåde ind i Østersøen, og den forenede hollandsk-svenske flåde udslettede en stor dansk eskadre ved Femern, hvormed vejen var banet for et svensk angreb på Øerne.

De øvrige europæiske magter ønskede imidlertid ikke et alt for svagt Danmark; Sverige accepterede at indlede forhandlinger, hvilket resulterede i Freden i Brömsebro august 1645, hvor Danmark bl.a. afstod Halland i 30 år, Gotland, Øsel (ved Estland) samt de norske landskaber Jämtland og Härjedalen.