Faktaboks

Hanne-Vibeke Holst
Født
21. februar 1959

Portræt af Hanne Vibeke Holst, 2011.

.

Hanne-Vibeke Holst. Romanen Kongemordet udkom i 2005.

.

Hanne-Vibeke Holst. Både som forfatter og debattør har Hanne Vibeke Holst vundet et stort publikum. Fotografi fra 2002.

.

Hanne-Vibeke Holst er en dansk forfatter og journalist. Hun er datter af Kirsten og Knud Holst. Hanne-Vibeke Holst blev uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1984 og har bl.a. arbejdet som journalist på Berlingske Tidende og Søndags-B.T. (se Søndag).

Allerede i 1980 havde hun imidlertid debuteret som ungdomsforfatter med Hejsa Majsa, og med Louise-trilogien, romanerne Til sommer (1985), Nattens kys (1986) og Hjertets renhed (1990), etablerede Hanne-Vibeke Holst sig som en dygtig og tidsloyal skildrer af unge kvinders konflikter og kampe med uddannelse, kærlighed og tilværelsens valg.

Hendes to spændings- og kærlighedsromaner for voksne, Thereses tilstand (1992) og Det virkelige liv (1994), synliggjorde med slagfærdig humor og analytisk bid konflikten mellem arbejde og moderskab, som den former sig for en smart kvindelig tv-reporter, der befinder sig fint i mændenes verden — indtil hun bliver gravid.

Med En lykkelig kvinde (1998) sluttede hun trilogien om journalisten Therese, der kom til at repræsentere moderne kvinders problemer med at forene kærlighed, karriere og moderskab.

Hanne-Vibeke Holst fik en stor læserkreds, også med Min mosters migræne (1999), et selvbiografisk essay om samme problemstillinger, nu personligt uddybet med erindringer fra opvæksten, ikke mindst om faderen, forfatteren Knud Holst. Ned til kvinderne: da Per blev til Pia (2000) er en interviewbog om transkønnethed.

Det politiske magtspil er emnet for romanen Kronprinsessen (2002), endnu et udtryk for forfatterens fornemmelse for at formulere tidstypiske kvindekonflikter, der har sikret hende en position som en af Danmarks populæreste forfattere.

Kronprinsessen blev fulgt af de ligeledes meget populære Kongemordet (2005) og Dronningeofret (2008), der også kredser om dilemmaer, magtspil og ofre i det politiske liv. Alle tre romaner er blevet filmatiseret af svensk tv henholdsvis 2006, 2008 og 2010.

I 2011 udkom romanen Undskyldningen, hvor Hanne-Vibeke Holst beskriver en kvindeskæbne, der på magtens tinde i et operamiljø må sone fortiede begivenheder i sin og sin families fortid. Holst vendte i 2013 tilbage til det selvbiografiske stof med romanen Knud, den Store, der tegner et indgående portræt af hendes fader.

Hanne-Vibeke Holst har også skrevet for film og teater, fx spillefilmen Dagens Donna (1990) og Moskva (2010) på Betty Nansen Teatret.

Hun har desuden skrevet interviewbogen Da jeg blev vred (2004) og medvirket i samtalebogen Min mor er død (2010) og er en flittig samfundsdebattør. Blandt hendes tillidsposter kan nævnes medlemskab af den danske UNESCO-nationalkommission og rollen som goodwillambassadør for FN-organisationen UNFPA.

Hanne-Vibeke Holst er bl.a. blevet tildelt BMF's Børnebogspris 1985, Kristian Dahls Mindelegat 1986, Søren Gyldendal Prisen 2003, Dansk Kvindesamfunds Mathilde-pris 2006, boghandlerkæden Bog & Idés Læserpris 2006, Hadsten Højskole-prisen i 2007, Edvard Pedersens Biblioteksfonds Forfatterpris 2008, De Gyldne Laurbær 2009 og Læsernes Bogpris 2009 samt titlen som Årets Frederiksberg Kunstner 2009.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig