Faktaboks

Hank Williams
Født
17. september 1923
Død
1. januar 1953

Hank Williams.

.

Hank Williams, Hiram King Williams, 17.9.1923-1.1.1953, amerikansk sanger, sangskriver og guitarist. Hank Williams spillede fra 1937 i sin egen gruppe The Singing Cowboys i Alabama, inden han i 1946 fik kontakt med musikforlæggeren Fred Rose (1897-1954).

Hank Williams gjorde honky-tonk-stilen populær. Med sine enkle, ofte let bluesfarvede melodier og sine tekster om menneskers elementære følelser og dagligdag blev han en stærk inspirationskilde for talrige countrysangere, og adskillige af hans mere end 100 sange, fx Jambalaya, Your Cheatin' Heart, Hey Good Lookin' og Cold, Cold Heart er indspillet af en lang række andre kunstnere.

Hank Williams betragtes som den vigtigste countrysanger siden Jimmie Rodgers. Ved hans tidlige død på grund af alkohol- og narkotikamisbrug efterlod han sig et hæfte med endnu ukomponerede sangtekster. På Bob Dylans initiativ blev en række af disse sat i musik og indsunget af bl.a. Norah Jones, Sheryl Crow og Dylan selv på cd'en The Lost Notebooks of Hank Williams (2011).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig