Faktaboks

Sogn
Grove Sogn
Provsti
Herning Nordre Provsti
Stift
Viborg Stift
Kommune
Herning Kommune

Grove Kirke er en tidstypisk, nygotisk kirke som ligger på heden omtrent lige langt fra Holstebro, Viborg og Herning. Kirken er bemærkelsesværdig ved det meget store antal tyske krigsflygtninge der ligger begravet på kirkegården.

Kirkebygning

Kirken er opført i 1893 efter tegning af arkitekten Tage Olivarius (1847-1905). Kirken, som er bygget af røde mursten, består af et kor, et skib og et tårn i vest.

Kirken

Typisk for sin opførelsestid er kirken opført med klare referencer til ældre kirkearkitektur. I Grove Kirke er det særligt det gotiske formsprog som har inspireret kirkens udformning. Det ses særligt i de spidsbuede vinduer, de rent dekorative stræbepiller udvendig, samt korets dekoration med høje, spidse blændinger, dvs. dekorative murnicher.

Tårnet i vest er forholdsvis lavt, men har et højt, spidst spir. Her findes kirkens spidsbuede indgangsportal også, hvilket er endnu et typisk træk for kirker fra 1800-tallet.

Kirkens indre

Kirkens indvendige udformning er mere usædvanlig end det ydre, idet rummet dækkes af et spidst tøndehvælv. Dette fremhæver kirkens længdeakse og leder blikket over mod alterpartiet.

Inventar i Grove Kirke

Kirkens inventar stammer fra indvielsen, og er som selve bygningen nygotisk i sit udtryk. Altertavlen er mest bemærkelsesværdig og består af et maleri af den fortabte søn indsat i en nygotisk ramme med spir. En tidligere alterprydelse bestående af et lille Kristusbillede er i dag ophængt over indgangsdøren i vest.

Kirkegård

Nord for kirken og den almene kirkegård findes en meget stor kirkegård med tyske krigsflygtninge, grundlagt efter Anden Verdenskrig. Her mindes mere end 1100 tyske krigsflygtninge med identiske granitkors. Kirkegården vedligeholdes af den tyske stat.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig