Faktaboks

Gitanas Nausėda
Født
19. maj 1964, Klaipėda, Litauen
Gitanas Nausėda

Gitanas Nausėda som nyvalgt litauisk præsident i 2019.

Af .

Gitanas Nausėda er en litauisk økonom, bankmand og politiker, der blev valgt til landets præsident i 2019 og genvalgt i maj 2024.

Gitanas Nausėdas baggrund

Ukraines præsident på officielt besøg i Litauen. 2024

Gitanas Nausédas præsidentskab er præget af den russiske 2022 invasion af Ukraine, hvor Nauséda er fortaler for sanktioner mod Rusland og økonomisk støtte, herunder våbenhjælp, til Ukraine. Billedet er taget under et officielt besøg af Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj (tv.) den 10. januar 2024.

Gitanas Nausėda dimitterede som økonom fra Vilnius Universitet i 1987 og forsatte med at studere, samtidig med at han forelæste på universitetet i økonomi. I 1992 var han seniorforsker med Institut for Økonomi og Privatisering og forsvarede sin doktorafhandling om inflation og stagflation i Litauen.

I 1993 skiftede han til konkurrencerådet med særligt ansvar for udviklingen af de finansielle markeder. Fra 1994 arbejdede han med tilsynet af de litauiske banker for den Litauiske Nationalbank (Lietuvus Bankas), hvor han i 1996 blev direktør i afdelingen for pengepolitikken.

I 2000 skiftede Gitanas Nausėda til den private sektor som rådgiver for formanden for Vilniaus Bankas, der i dag er en del af den Skandinaviska Enskilda Banken (SEB Group).

Politisk virke

Gitanas Nausėda stillede op som uafhængig kandidat ved præsidentvalget i 2019. Den litauiske præsident vælges i to runder, hvor der kræves et absolut flertal af de afgivne stemmer, inklusive de ugyldige stemmer, for at blive valgt. Opnår ingen kandidat et flertal i første runde afvikles en anden runde med de to kandidater, som opnåede flest stemmer i første runde.

I 2019 vandt Gitanas Nausėda med 66,5 procent af stemmerne over den tidligere finansminister og Ingrida Šimonytė (f. 1974). Ved det følgende præsidentvalg i 2024 stod valget igen mellem Nausėda og Šimonytė, som i mellemtiden var blevet statsminister i 2020. Denne gang fik Nausėda et overvældende flertal med 75,5 procent af de afgivne stemmer.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig