Gamal Abdel Nasser

Gamal Abdel Nasser var en egyptisk officer og politiker, og fra 1956 var han Egyptens præsident.

Nasser blev uddannet på militærakademiet i Cairo, deltog i 1948-1949 som major i krigen mod Israel og blev forfremmet til oberst i 1950. Ligesom mange andre yngre officerer var Nasser kritisk over for den måde, hvorpå landet i 1948 var blevet ført i krig, og han var blandt initiativtagerne til dannelsen af De Frie Officerer, der i juli 1952 kuppede sig til magten. Nasser var militærguvernør og premierminister fra 1954 til 1956 og fra 1967 til 1970.

Nasser søgte at etablere et frit og uafhængigt Egypten, og han var for en alliancefri udenrigspolitik og gennemførelse af en jordreform til gavn for landets millioner af jordløse bønder. Med tiden blev han også fortaler for et panarabisk samarbejde, der kunne samle den arabiske verden og atter bringe den til ære og værdighed.

I 1956 nationaliserede Egypten Suezkanalkompagniet, og på trods af en engelsk-fransk-israelsk militær offensiv, den såkaldte Suezkrise, lykkedes det Egypten at opretholde kontrollen over Suezkanalen. Som følge heraf fik Nasser heltestatus i den arabiske verden, og gennem de følgende år forsøgte han at støtte revolutionære kræfter i den øvrige arabiske verden, bl.a. i Nordyemen i 1962-1967. Nasser søgte at gennemføre et panarabisk samarbejde i unionen med Syrien i 1958-1961.

Nasser var oprindeligt fortaler for neutralitet, og han blev en af lederne i Den Alliancefri Bevægelse, men Egyptens militære afhængighed af Sovjetunionen blev op gennem 1960'erne stadig større. Fra begyndelsen af 1960'erne lancerede Nasser en ny udviklingsstrategi for Egypten: Gennem en socialistisk udviklingsmodel skulle landet industrialiseres og udvikles, men de store militærudgifter kom reelt til at forhindre det.

Efter nederlaget til Israel i 1967 efter Den Tredje Arabisk-israelske Krig tilbød Nasser at trække sig tilbage som præsident, men millioner af egyptere protesterede, og han fulgte opfordringen til at fortsætte.

Politisk led Nasser nederlag efter Khartoumaftalerne i 1967, hvorefter han måtte indstille sin kritik af de traditionelle arabiske ledere til gengæld for store summer fra Kuwait og Saudi-Arabien til genopbygningen af Egypten. Nasser afviste at slutte fred med Israel og førte i 1969-1970 den såkaldte Udmattelseskrig langs fronten ved Suez for at understrege sin og sit lands vilje til fortsat kamp mod Israel.

Gamal Abdel Nasser, der var en sjældent karismatisk leder, blev ved sin død i 1970 fulgt til graven af millioner af landsmænd.