Folketingets Ombudsmand

Folketingets Ombudsmand er en kontrolinstans i forhold til den offentlige forvaltning. I 1953 blev der i Grundloven optaget en såkaldt løfteparagraf, § 55, om indførelse af en ombudsmandsinstitution efter svensk forbillede. Institutionen begyndte sit virke 1.4.1955.

Efter Grundloven kan der udpeges en eller to personer til hvervet som ombudsmand, men Ombudsmandsloven har altid bestemt, at opgaven varetages af kun én. Ombudsmanden, hvis stilling udelukkende har været beklædt af mænd, udpeges af Folketinget, der også kan afskedige ham, hvis han ikke længere nyder tingets tillid.

Ombudsmanden skal have juridisk uddannelse, må ikke være medlem af Folketinget og er i konkrete sager uafhængig af Folketinget. Det er Folketinget, der fastsætter de almindelige regler for hans arbejde.

Ombudsmandskontrollen har fra begyndelsen omfattet hele den statslige forvaltning, herunder også ministrene. Siden 1961 har ombudsmanden tillige haft et vist indseende med den kommunale forvaltning, men hans kompetence har her navnlig været begrænset af, at han normalt kun kan behandle sager, som påklages til en statslig myndighed. 12.6.1996 besluttede Folketinget ved lov, at ombudsmanden fremover principielt skal have samme kontrol med kommunal forvaltning som med statslig.

Ombudsmandens prøvelse går først og fremmest ud på at undersøge, om forvaltningen har efterlevet gældende ret. Han kan ikke omgøre forvaltningens afgørelser, og hans reaktionsmidler består navnlig i adgangen til at udtale kritik og afgive henstillinger.

I praksis har hans udtalelser stor gennemslagskraft i forvaltningen. Institutionens indsats har fortrinsvis haft til hensigt at påvirke myndighedernes fremtidige adfærd og i mindre grad at placere ansvaret for fejl og forsømmelser på bestemte personer.