Fanarioterne

Fanarioterne styrede på den osmanniske sultans vegne fyrstendømmerne Moldavien og Valakiet fra ca. 1700 til 1821. De to fyrstendømmer var underlagt Osmannerriget som vasaller, hvilket betød, at Sultanen bestemte, hvem der på hans vegne skulle styre de to områder.

Fanarioterne er grækere og kommer fra Fanar-distriktet i Konstantinopel. Efter Konstantinopels fald i 1453 fik det græske mindretal lov til at forblive i byen sammen med det græsk-ortodokse patriarkat.

Disse grækere var kendte for deres dygtighed. Derfor ansatte sultanen mange grækere som embedsmænd. Grækerne var desuden kendte som købmænd, bankierer, læger og oversættere. En af de største fanarioter, Alexandros Maurokordatos, tjente Sultanen som dragoman (dvs. minister), og han forhandlede som Sultanens udenrigsminister Freden i Karlowitz i 1699.

For at effektivisere styringen, dvs. reelt øge udbytningen, af Moldavien og Valakiet indsatte sultanen fra ca. 1700 grækerne som fyrster i de to fyrstendømmer. Gennem fanarioterne fik sultanen mere direkte indflydelse på forholdene ved at skubbe bojarerne til side. Formålet med at indsætte fanarioterne var også at styrke sultanens magt, der var truet af både Rusland og de østrigske habsburgere.

I første halvdel af 1700-tallet kom fanarioterne fra familierne Maurokordatos, Ghica og Racovita. I anden halvdel af 1700-tallet hed familierne Ypsilanti, Callimachi og Moruzi.

Der var mange forskellige fyrster, for hver fyrste sad kun få år på posten. Moldavien havde mellem 1711 og 1821 hele 36 fyrsteudskiftninger. Sultanen udskiftede fyrsterne i hurtig rækkefølge, da fyrsterne måtte købe deres stilling. Hyppige udskiftninger gav sultanen en ekstra høj fortjeneste.

Fanarioterne skulle sørge for at levere korn, fødevarer og råstoffer til Konstantinopel. Der var tale om regulær udplyndring, hvorfor fanarioterne har fået et dårligt ry blandt rumænerne. Fanariot blev til et skældsord.

Historikeren Nicolae Iorga gør imidlertid opmærksom på, at grækerne, som de lærde de var, indførte visse af oplysningstidens tanker i de to fyrstendømmer. De sørgede for, at vesteuropæiske filosoffer som John Locke, Montesquieu og Voltaire blev oversat til rumænsk.

I begyndelsen af 1800-tallet svækkedes Osmannerriget bl.a. af det græske oprør. Af frygt for at oprøret skulle brede sig til Moldavien og Valakiet, skiftede sultanen da fanarioterne ud med andre fyrster.