Faktaboks

Eva Steiness
Født
4. oktober 1941, Glostrup
Eva Steiness
Eva Steiness fotograferet i 2004.
Eva Steiness
Af /Ritzau Scanpix.

Eva Steiness er en dansk læge, farmakolog, forsker og topleder i lægemiddelindustrien. Hun er Danmarks første kvindelige dekan og første kvindelige professor på det medicinske område. Hun har været forskningsdirektør fra 1989 og 1993-1998 medlem af koncerndirektionen i lægemiddelfirmaet Lundbeck og er blevet kaldt ”lykkepillens mor”.

Eva Steiness er serie-iværksætter og bl.a. grundlægger af den internationale biotekvirksomhed Zealand Pharma i 1998 og Phlogo Aps. i 2008, og hun er opfinder af flere patenter.

Eva Steiness' karriere

Eva Steiness blev født i Glostrup. Hendes farfar var læge, og hendes far, Erik Uhl (1908-1982), var embedslæge og senere overlæge i Sundhedsstyrelsen. Steiness blev student fra Østersøgades Gymnasium i 1960 og begyndte med det samme at læse medicin ved Københavns Universitet. I 1966 blev hun gift med den 13 år ældre læge fra Aarhus, Ib Steiness (1928-1980), og hun flyttede med ham til Aarhus og fortsatte medicinstudiet der og blev læge fra Aarhus Universitet i 1968.

Efter klinisk uddannelse ved Aarhus Kommunehospital og Rigshospitalet blev Eva Steiness forsker indenfor farmakologi, først som adjunkt og senere som lektor ved Københavns Universitets Medicinske Fakultets Farmakologisk Institut fra 1974 til 1985. Hun blev dr.med. ved Københavns Universitet med afhandlingen Digoxin – klinisk farmakologi i 1978. I perioden 1982-1985 var Eva Steiness valgt dekan ved Københavns Universitets Lægevidenskabelige Fakultet som den første kvinde.

I 1985 blev Eva Steiness professor i klinisk farmakologi ved Aarhus Universitet og fik dermed som den første kvinde i Danmark et professorat på det medicinske område

I 1989 blev Steiness forskningsdirektør i medicinalvirksomheden Lundbeck og 1993-1998 var hun medlem af koncerndirektionen. I 1998 grundlagde hun sit eget bioteknologiske firma Zealand Pharma, hvor hun var administrerende direktør til 2008. I 2009 grundlagde hun Newpharma, hvor hun var administrerende direktør. I årene 2009-2011 var hun administrerende direktør for Neoloch og i 2008 medgrundlægger og administrerende direktør for Phlogo Aps. 2010-2023 var Steiness administrerende direktør for det norske medicinalfirma Serodus ASA, og hun er stadig erhvervsaktiv (2024).

Forskning

Eva Steiness har forsket indenfor klinisk farmakologi, og hun har udført videnskabelige arbejder om kardiologisk og onkologisk farmakologi. Hun er opfinder med flere patenter, bl.a. til behandling af diabetisk nyresygdom.

Første kvindelige dekan

Fra 1982 til 1985 var Eva Steiness dekan ved Københavns Universitets Lægevidenskabelige Fakultet, medlem af Konsistorium og medlem af Sonning-Komiteen 1984-1985. Som dekan var hun især aktiv i planlægningen af den teoretiske forskeruddannelse.

Topleder i medicinalindustrien

I Lundbeck var Eva Steiness virksomhedens første kvindelige direktør. I hendes direktørperiode 1989-1998 voksede Lundbeck fra 75 til 450 medarbejdere og slog igennem med flere lægemidler, også internationalt. Hun er blevet kaldt ”lykkepillens mor”, da hun stod bag Lundbecks antidepressive præparat Cipramil, som blev godkendt og udbredt i både USA og Europa. Den store succes banede vejen for firmaets børsnotering.

I 1998 ophørte hun i Lundbeck og byggede sin egen bioteknologiske koncern op fra bunden: Zealand Pharmaceuticals, som hun også måtte sige farvel til i 2007. I 2008 var hun videre med New Pharma. Fra 2010 og til 2023 var hun administrerende direktør for det norske biotekselskab Serodus, der forsker i medicin til behandling af diabetes.

Bestyrelser og udvalg

Eva Steiness har været medlem af en lang række råd, nævn og udvalg, bl.a. været lægelig sekretær ved Sundhedsstyrelsens Lægemiddelregistreringsnævn 1970-1975, medstifter af Dansk Selskab for Klinisk Farmakologi og medlem af bestyrelsen 1977-1979 og 1986-1988. Hun var medlem af Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd 1989-1993, af statsminister Poul Schlüters Tænketank 1989-1993, formand for Forskningspolitisk Råd 1993-1995, medlem af Det Strategiske Forskningsråd 1993-1995 og af det videnskabelige råd for Den store Danske Encyklopædi 1991-2001. Hun har været medlem af bestyrelsen for Oticon fonden 1997-2011, formand for bestyrelsen Copenhagen Opera Festival 2007-2016 og medlem af en lang række bestyrelser indenfor lægemiddel- og biotekindustrien i Danmark og Norge.

Eva Steiness' samfundsbetydning

Eva Steiness har været en pioner på flere felter, dels som den første kvindelige dekan og professor på den medicinske område, dels som den første kvinde på topposter i medicinalindustrien. Gennem sine poster i talrige råd, nævn og udvalg har hun ydet et stort arbejde for myndigheder, forskningsråd og regeringer.

Eva Steiness har været en rollemodel for kvinder, og hun har kæmpet for at vise, at liv og karriere kan kombineres; selv efter ægtefællens død i 1980, hvor hun blev alene med tre piger og samtidig bestred en topkarriere. I de senere år har Eva Steiness kæmpet imod aldersdiskrimination, og selv været et godt eksempel som serie-iværksætter og med nye topjobs og patenter også efter folkepensionsalderen.

Hun har kaldt sig selv ”verdensmester i at blive afskediget” på baggrund af ophøret hos først Lundbeck og så hendes egen Zealand Pharmaceuticals, og hun har hjulpet og rakt hånden ud til andre i tilsvarende situationer.

Eva Steiness er en af medstifterne af den borgerlige-liberale tænketank Cepos.

Priser og hædersbevisninger

Eva Steiness er valgt medlem af ATV Akademiet for de Tekniske Videnskaber. Hun har modtaget Marie Løngaards Rejselegat i 1987 og Tagea Brandts Rejselegat i 1989.

Læs mere i Den Store Danske

Læs mere i Dansk Kvindebiografisk Leksikon

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig