Erich Ludendorff, Erich Friedrich Wilhelm Ludendorff, 9.4.1865-20.12.1937, tysk general og politiker. Ludendorff blev kort efter 1. Verdenskrigs udbrud i 1914 generalstabschef under Paul von Hindenburg ved 8. Armé på Østfronten og lagde sammen med ham strategien for de vigtige tyske sejre over russerne i 1914 ved Tannenberg og De Masuriske Søer. Han udnævntes i 1916 til 1. generalkvartermester og udgjorde sammen med Hindenburg den øverste hærledelse (OHL), der frem til 1918 styrede Tyskland som en art militærdiktatur. Ludendorff igangsatte i 1917 den uindskrænkede ubådskrig og anmodede i efteråret 1918 Ententemagterne om våbenstilstand, da hans sidste offensiv var slået fejl.

Efter at være blevet afskediget i oktober 1918 var Ludendorff, bl.a. med erindringsbogen Meine Kriegserinnerungen 1914-1918 (1919, da. Krigserindringer 1914-18, s.å.), med til at udbrede dolkestødslegenden og bekæmpe Weimarrepublikken.

Ludendorff deltog i Hitlers mislykkede Ølstuekup i München i 1923, men frikendtes og blev i 1924 indvalgt i Rigsdagen, hvor han blev formand for den nazistiske gruppe. Året efter var han NSDAP's kandidat ved rigspræsidentvalget, men uden held.

Ludendorff brød i 1928 med nazisterne og rådede i 1933 offentligt Hindenburg, der siden 1925 havde været rigspræsident, til ikke at udnævne Hitler til rigskansler.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig