Egypten - litteratur

Den egyptiske litteratur var ved 1800-tallets begyndelse stagneret i efterligning af senklassiske forbilleder uden visioner og kontakt til omverdenen.

Moderniseringen af samfundet under vicekonge Muhammad Ali i perioden 1805-1848 gav også impulser til kulturlivet. Oversættelser af europæiske bøger til arabisk gjorde sproget egnet til at udtrykke nye tanker; indførelse af et arabisk trykkeri (fra 1813) og et forbedret skolevæsen skabte et læsende publikum. Unge blev sendt til Europa, oftest Paris, for at studere. En af dem var Rifaa Rafi al-Tahtawi, som skrev en bog om sine indtryk af fransk kultur. Som underviser, oversætter og skribent fik han stor indflydelse.

Efter århundredets midte skete en kulturel opvågnen (al-Nahda) i Egypten og Syrien/Libanon. En arabisksproget presse opstod fra 1860'erne, journalister og embedsmænd begyndte at skrive essays og fortællinger, ofte med et belærende sigte. Samtidig fik poesien ny vitalitet som talerør for aktuelle nationale bevægelser, men stadig i klassiske versformer; Mahmoud Sami al-Barudi (1839-1904), premierminister under Urabiopstanden 1882, var pioneren.

Den første egyptiske roman, Zaynab, blev skrevet i 1912 af Muhammad Haykal. Den skildrer en bondepiges ulykkelige kærlighedshistorie sat ind i en idyllisk ramme af livet på landet. Romanens mester blev Naguib Mahfouz, der i 1988 som den første araber fik nobelprisen i litteratur.

Overgangen fra landet til byen, fra traditionalisme til modernisme, blev gennemlevet af den blinde litterat og kulturpolitiker Taha Husayn, hvis barndomserindringer, al-Ayyam (1929, Dagene) er blevet en klassiker. Novellen er blevet dyrket intenst med størst gennemslagskraft af den socialt engagerede læge Yusuf Idris. Han skrev også skuespil på dialekt. Dramaet var en ny genre i egyptisk litteratur. Det store navn er Tawfiq al-Hakim, som var inspireret af surrealistisk og absurd teater. Skarp kritik af den politiske ensretning under Nasser og Sadat møder vi i romaner af Sun Allah Ibrahim (f. 1937) og Gamal al-Ghitani (1945-2015). Yusuf al-Qaid (f. 1944) har med psykologisk indføling og indignation skildret bøndernes undertrykkelse.

Vigtige temaer i nyere egyptisk litteratur er migration, fremmedhed og samfundskritik. Nubieren Haggag Oddoul (f. 1944) har i noveller skildret livet i det nubiske samfund, som forsvandt ved opførelsen af Aswan-dæmningen. Mahmud el-Wardani (f. 1950) giver i romanen Musiqa al-Mall (2005, Torvets musik) udtryk for sin frustration over det repressive politiske system. Hamdi Abu Golayyel (f. 1968), som er beduin af oprindelse, afslører i Lusūs mutaqā'idūn (2002, Pensionerede tyve) hykleriet under moralens maske hos visse islamister.

Alā al-Aswāni (Alaa al-Aswany, f. 1957) har med sin roman Imārat Yaqūbian (1998, da. Yacoubians hus, 2007) givet et nærgående og mildt satirisk billede af det egyptiske samfund i forfald, idet han skildrer livet i en oprindelig fornem beboelsesejendom fra dens opførelse i 1934 til nutiden. At bogen har kunnet udkomme i Egypten – og blive en bestseller i den arabiske verden – vidner om, at censuren er blevet mildere.

En række kvindelige forfattere, fx Alifa Rifaat (1930-1996) og Nawal al-Sadawi, har taget kvindens sociale og seksuelle problemer op. Mange af de kritiske bøger er udgivet i Beirut, fordi de er ramt af egyptisk censur, og flere forfattere har været i fængsel, især i Nassers tid. I dag udgør den islamiske bølge en trussel mod ytringsfriheden.

Et særligt problem for arabiske forfattere, ikke mindst dramatikere, er den store afstand mellem skrift- og talesprog. I 1920'ernes og 1930'ernes egyptisk-nationale stemning gik mange, med kopteren Salama Musa (1887-1958) i spidsen, ind for dialekten som skriftsprog. Efterhånden skriver de fleste på det fælles arabiske skriftsprog, mens dialekten er forbeholdt lystspil og folkelige film.

• Egypten