Dies irae er begyndelsesordene til en sekvens, der tilskrives franciskanermunken Thomas fra Celano. Efter Tridentinerkoncilet (1545-1563) blev Dies irae fast bestanddel af den romerske liturgi i messen for de afdøde (se requiem), men siden 1972, efter Det 2. Vatikankoncil, anvendes den som hymne fordelt på flere tidebønner i den sidste uge i kirkeåret.
Faktaboks
- Etymologi
-
Dies irae er latin 'vredens dag'.
Digtet er med sit dramatiske udtryk en storladen dommedagsskildring med Gud som den retfærdige dommer, der skiller fårene fra bukkene og overgiver de fordømte til den flammende ild.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.