Vatikankoncilerne

Vatikankoncilerne, Vaticanum 1 og 2, 1. og 2. Vatikankoncil, de to seneste romersk-katolske konciler, begge afholdt i Vatikanet; efter romersk tælling det 20. og 21. økumeniske koncil, se også koncil.

Den ydre baggrund for 1. Vatikankoncil (1869-70) var den politiske og åndelige tilstand i Europa, præget af virkningerne af Den Franske Revolution, Revolutions- og Napoleonskrigene, liberalisme, sekularisering mv.

Denne uro var nok en trussel for kirke og kristendom, men den katolske kirke havde held til at neutralisere den, bl.a. gennem indgåelse af konkordater og styrkelse af pavens embede. En stor rolle spillede Pius 9.s dogmer om Marias uplettede undfangelse (1854) og om pavens ufejlbarhed (1870); det sidstnævnte blev s.m. det pavelige jurisdiktionsprimat defineret af 1. Vatikankoncil; se også pave.

Udbruddet af Den Fransk-tyske Krig afbrød i sommeren 1870 koncilsforhandlingerne, før bl.a. spørgsmålet om biskoppernes stilling blev behandlet; forhandlingerne blev på en måde genoptaget og videreført af 2. Vatikankoncil (1962-65), tydeligst i debatten om bispekollegiet anført af paven (jf. apostelkollegiet anført af Peter), dvs. en styrkelse af biskoppernes myndighed i ledelsen af kirken som helhed.

Dette betød i realiteten et brud med 1. Vatikankoncil, idet den stærke papalisme siden 1870 havde medvirket til at isolere den romersk-katolske kirke fra andre kristne kirker og fra verden i øvrigt. Dette blev klart erkendt af den aldrende pave Johannes 23., der i 1959 indkaldte 2. Vatikankoncil med det formål at bringe kirken ajour (se aggiornamento). Under hans og efterfølgeren Paul 6.s ledelse blev koncilet uden tvivl 1900-t.s væsentligste kirkehistoriske begivenhed.

Koncilets beslutninger og ånden derfra gav anledning til mange slags forandringer i den romersk-katolske kirke, dog ikke uden modstand fra konservative kredse i kirken, og koncilet indledte en siden fortsat dialog med andre kristne kirker i verden.

På det overordnede plan kan dets virkninger spores mange steder: Bibelen fik en mere central placering end hidtil; gudstjenesten blev fornyet (gennemført i 1969, se liturgi); balancen mellem paveembedet og bispekollegiet (jf. konciliarisme) blev justeret; og den katolske kirke gik ind i et aktivt samarbejde med den økumeniske (mellemkirkelige) bevægelse og gav væsentlige impulser til en udsoning mellem de adskilte konfessioner.