Den Preussiske Landret

Den Preussiske Landret, Allgemeines Landrecht für die Preussischen Staaten, ALR, tysk lov af 1794 gældende for de fleste af de områder, som hørte under den preussiske krone. Initiativet til loven blev taget af Frederik 2. af Preussen i 1780; han overdrog til storkansler greve J.H.C. von Carmer at lede lovarbejdet. Den ledende kraft i arbejdet blev Carmers nære medarbejder, juristen C.G. Svarez (1746-98).

Kongens ønske var, at der skulle tilvejebringes en kodifikation, således at de hidtil spredte, ubestemte og tvetydige love blev samlet og udformet med den størst mulige præcision og tydelighed, hvilket indebar et krav om, at loven skulle affattes i et sprog, der var forståeligt for undersåtterne. Grundlaget for Landretten var romerretten i den skikkelse, hvori den anvendtes i Tyskland, samt preussisk lovgivning og tysk sædvaneret. I systematisk henseende er Landretten præget af naturretten, således som den var behandlet af de tyske jurister Samuel Pufendorf, Christian Thomasius og Christian Wolff. Selvom det oprindelige mål var en kodifikation af gældende ret, blev der under lovarbejdet også lagt vægt på at udforme nye regler i overensstemmelse med naturrettens og oplysningstidens idéer om borgerens rettigheder over for samfundet. Landretten kom derfor i et vist omfang til at stå som udtryk for oplysningstidens tanker om, at fyrstens magt skulle være bundet af loven, og at loven skulle sikre borgernes rettigheder over for staten. Den oplyste enevældes ønske om at regulere alle tænkelige forhold resulterede i en lov på ca. 17.400 paragraffer, der omhandlede privatret, strafferet, de enkelte stænders ret samt forvaltningsretlige emner.

Landretten er gradvis blevet ophævet ved senere tysk lovgivning, herunder Bürgerliches Gesetzbuch fra 1896.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig