Den Gyldne Hjelm har været kørt siden 1929. Australske Jason Doyle (f. 1985) vandt den prestigefyldte klassiker i 2019.
.
Ole Olsen har vundet Den Gyldne Hjelm hele syv gange.
.

Den Gyldne Hjelm er speedwaysportens ældste og mest prestigefyldte endagsklassiker. Løbet har været kørt i Pardubice i Tjekkiet siden 1929, og tretten gange er løbet blevet vundet af en dansker.

Faktaboks

Også kendt som

Zlata Pribla

Hjelme som symbol

I speedwaysportens barndom i 1920'erne og 1930'erne blev der kørt om hjelme som trofæ i mange lande – også i Danmark. Kørerne kunne vinde hjelme i guld, sølv og bronze, i tiden før det første officielle verdensmesterskab blev organiseret på Wembley Stadion i London i 1936.

Mens mange turneringer om hjelme forsvandt i efterkrigstiden, har motorklubben AMK i Pardubice været i stand til at fastholde og udvikle det årlige løb om Den Gyldne Hjelm, som en af sæsonens sidste løb, i oktober måned.

Anderledes format

I Den Gyldne Hjelm kører seks mand på banen ad gangen.
.

Fra 1929 til 1963 blev løbet kørt som et græsbaneløb på væddeløbsbanen i Pardubice, men siden flytningen til Svitkov Stadion blev løbet et regulært speedwayløb, hvor prestigen voksede fra år til år og samler tusinder af fans, der nærmest skaber en festival.

Selve løbsformatet er også anderledes. I første runde er 24 kørere inddelt i fire grupper a seks. Tre kørere går videre fra hver gruppe til kvartfinalen, hvor de slutter sig til 12 seedede kørere. I kvartfinalen går tre kørere fra hver gruppe videre til semifinalen. I semifinalen kører to grupper a seks kørere tre gange, hvor de tre bedste kørere fra hver gruppe går videre til finalen. Til sidst kæmper seks kørere om Den Gyldne Hjelm over seks omgange.

Danske vindere

Ole Olsen har vundet Den Gyldne Hjelm hele syv gange, hvilket ikke er overgået af nogen anden kører i verden. Olsen vandt i 1970, 1971, 1972, 1975, 1977, 1979 og 1980.

Tjekken Jiri Stancl (f. 1949) og australieren Leigh Adams (f. 1971) er med hhv. fem og fire sejre de to mest vindende efter Ole Olsen .

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig