Den Danske Brigade i Tyskland var en dansk besættelsesstyrke, som fra 1947 til 1958 hjalp Storbritannien med besættelsen af Tyskland efter den allierede sejr over Tyskland i 1945. I alt gjorde ca. 45.000 danskere tjeneste i Tysklandsbrigaden og dens efterfølger fra 1949, Det danske Tysklandskommando. Dermed var Tysklandsbrigaden det første danske internationale og militære engagement efter 1945.

Faktaboks

Også kendt som

Tysklandsbrigaden

Forhistorien bag oprettelsen af Tysklandsbrigaden

Forhistorien bag Tysklandsbrigaden kan findes i de tilsagn, som den danske konservative eksilpolitiker i London, John Christmas Møller, gav det britiske udenrigsministerium i vinteren 1944/1945; for at hjælpe de britiske soldater, som havde været i krig med Nazityskland fra 1939 med at vende tilbage til deres familier og arbejde efter krigsafslutningen tilbød Christmas Møller, at Danmark stillede en division (ca. 10.000 til 11.000 mand) til rådighed for den britiske deltagelse i den allierede besættelse af Tyskland efter krigens ophør. Fra britisk side udtrykte man stor taknemmelighed over dette løfte.

Tysklandsbrigaden frem til 1949

Efter befrielsen af Danmark gav den danske statsminister, socialdemokraten Vilhelm Buhl, ved Rigsdagens åbning i oktober 1945 løfte om, at Danmark ville stille en division til rådighed for den britiske besættelseszone i Tyskland. Ved det første valg efter befrielsen i oktober 1945 dannede Venstre regering; den nye forsvarsminister, Harald Petersen, fandt, at Danmark vanskeligt kunne undvære så stor en arbejdskraft efter krigens ophør, hvor økonomien skulle i gang igen. I stedet gik han efter at kunne afsende en styrke på kun ca. 4.000 mand som også Norge. Det danske ønske om en reduktion af styrketallet affødte betydelig skuffelse hos englænderne. Efter et langt forhandlingsforløb blev en dansk styrke under navnet Tysklandsbrigaden på knap 4.000 mand i sommeren 1947 udstationeret som en del af den britiske besættelsesstyrke i det nordvestligste Tyskland, nærmere bestemt i byerne Oldenburg, Jever, Aurich og Wilhelmshaven. Styrken bestod i første række af fodfolk, støttet af artilleri, ingeniørtropper og luftværnsartilleri samt kvindelige lotter og militærpoliti.

Det danske Tysklandskommando fra 1949 til 1958

Udviklingen af den kolde krig og frygten for, at Danmark kunne blive offer for en sovjetisk aggression fik statsminister Hans Hedtoft (som efter valget i efteråret 1947 havde dannet en socialdemokratisk regering), til at styrke det militære forsvar af Danmark bl.a. ved at trække Tysklandsbrigaden hjem til Danmark og derved bringe det danske bidrag til besættelsen af Tyskland til ophør. Under forhandlinger London sidst i 1948 lykkedes det dog englænderne at fastholde et fortsat dansk engagement i besættelsen af Tyskland. Modydelsen var, at Tysklandsbrigaden reduceres til en mindre enhed på ca. 1.400 mand, senere op mod 2.000 mand, som fik navnet Det Danske Kommando i Tyskland. Enheden flyttedes tidligt i 1949 tilItzehoe i det vestlige Holsten, hvorved den blev en fremskudt del af forsvaret af jyske halvø sammen med den norske Tysklandsbrigade, som var blevet flyttet op fra Harz-området til Slesvig-Holsten. Her forblev den under navnet Den Danske Kommando i Tyskland, indtil den i 1958 blev trukket hjem, idet den vesttyske hær, Bundeswehr, nu kunne overtage forsvaret af Slesvig-Holsten.

Tyskandsbrigadens/Tysklandskommandoets opgaver og forholdet til den tyske civilbefolkning

Tysklandsbrigadens og senere Tysklandskommandoets opgaver var at opretholde ro og orden i den del af Tyskland, som var dansk besættelsesområde, herunder at hjælpe det på det tidspunkt ubevæbnede tyske politi. Således leverede Tysklandsbrigaden bevæbnet eskorte til leveringen af de nye sedler og mønter til tyske pengeinstitutioner af Deutsch-Mark, eller blot D-Mark, som den 20. juni 1948 indførtes som møntfod i de tre vestlige besættelseszoner.

I tilfælde af omfattende uroligheder, generalstrejke eller en tysk opstand mod de allierede besættelsesmyndigheder påhvilede det Tysklandsbrigaden bl.a. at bevogte vigtige objekter som jernbanestationer, broer, havne, benzin- og ammunitionsdepoter og radiostationer i besættelsesområdet.

Hvad angår Tyskandsbrigaden og den tyske civilbefolkning var interessen for at møde tyske kvinder i cafeer og danserestauranter for mange brigadesoldater stor, men som også den norske Tysklandbrigade og de britiske besættelsesenheder var Tyskandsbrigaden underlagt et dansk fraterniseringsforbud. Forbuddet forbød al omgang med tyskere bortset fra den rent tjenstlige f.eks. med tyske ansatte på danske kaserner. Forbuddet fremkaldte stor utilfredshed, og i januar 1949 blev fraterniseringsforbuddet lempet, således at besøg i tyske hjem blev tilladt. Det var dog fortsat forbudt at tilbringe natten i tyske hjem og på hoteller.

Det reviderede forbud – som stadig var mere restriktivt end den tilsvarende norske lempelse af det norske fraterniseringsforbud – var gældende helt frem til 1955, hvor Vesttyskland blev en suveræn stat og medlem af NATO. I og med at Tysklandskommandoet herefter ikke længere var nogen besættelsesmyndighed, bortfaldt baggrunden for fraterniseringsforbuddet, og det blev endeligt ophævet i november 1955. I stedet fik Tysklandskommandoet en rolle at spille i det begyndende dansk-vesttyske miltære samarbejde inden for NATO.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig