tysk politik og Danmark efter anden verdenskrig

I forbindelse med Forbundsrepublikken Tysklands ansøgning om NATO-medlemskab i midten af 1950’erne rejste Danmark spørgsmålet om det danske mindretals rettigheder i Tyskland. Den danske regering pegede bl.a. på, at det danske mindretals parti ikke kunne blive repræsenteret i Landdagen i Kiel på grund af spærregrænsen på fem procent, som var indført i 1949 for at undgå en gentagelse af Weimarrepublikkens partipolitiske atomisering.

Som konsekvens af de dansk-tyske forhandlinger udformedes København-Bonn-erklæringen i 1955. Heri fastslog man rettigheder og principper for det danske og tyske mindretal i grænselandet. De anses for grænselandets grundlov og betød, at det danske mindretal kunne opnå repræsentation i Landdagen i Kiel, selv om man ikke nåede over femprocentsgrænsen i Slesvig-Holsten. Denne spærregrænse blev ganske enkelt ophævet for det danske mindretal.

København-Bonn-erklæringerne medførte, at de dansk-tyske forbindelser stort set siden har været uden sten i skoen. Den traditionelt store danske landbrugseksport til Tyskland var godt nok presset i 1960’erne, da Danmark var uden for EU. Tingene har ændret sig siden.

I dag er Tyskland blandt de allerstørste aftagere af danskproducerede varer, og mange danske virksomheder indgår i underleverandørnetværk i forhold til store tyske virksomheder.

København-Bonn-erklæringerne kunne have ført til en genoplivning af den frugtbare åbenhed over for de mange gode sider af tysk kultur, som havde betydet så meget frem til begyndelsen af 1800-tallet. I stedet er perioden siden 1955 imidlertid præget af, at mange danskeres viden om tysk kultur, historie og sprog efter alt at dømme har nået et lavpunkt. Nogle af de få personer, som har holdt fanen højt angående det tabte potentiale for en genoptagelse af det mindre skarpe forhold mellem dansk og tysk, stammer fra det danske mindretal syd for grænsen og fra det tyske mindretal nord for.

Efter Danmarks medlemskab af EF (senere EU) i 1973 er relationen mellem Danmark og Tyskland blevet tættere, og Tyskland er nu på alle områder undtagen i sikkerhedspolitikken Danmarks vigtigste allierede. I mange spørgsmål i EU-samarbejdet står Danmark tæt på den tyske position. Det er derfor symptomatisk, at den tyske forbundskansler som oftest er den første udenlandske politiske leder, som en nyudnævnt dansk statsminister aflægger et besøg.

Hvis man spørger danskerne om, hvilket land det er vigtigst at have et godt forhold til, svarer 53 procent af danskerne da også Tyskland – ifølge en undersøgelse fra Tænketanken Europa – mens 33 procent svarer USA, 9 procent svarer Storbritannien og 2 procent svarer Frankrig.

Det skyldes muligvis også, at Tyskland i de seneste år har udviklet sig til en art europæisk leder i EU. Tyskland er samtidig blevet et stabilt anker i en vestlig verden præget af drastiske skridt med udmeldelser af EU (Brexit) og en årrække med en uforudsigelig amerikansk præsident og et USA, der under alle omstændigheder vil være mindre til stede i Europa i fremtiden. Det gælder, selv om Tyskland også har fået kritik for i en årrække at være alt for naive i relationen til Rusland.

Vi er efter alt at dømme på vej ind i en verden, hvor den angelsaksiske verden bliver mindre toneangivende. Dermed bliver den ideologiske neoliberalisme født i Storbritannien og USA heller ikke så hegemonisk som tidligere. Andre samfundsmodeller vil banke på som konkurrenter. I den sammenhæng melder Tyskland sig på banen med en samfundsmodel, som inden for teorien om Varieties of Capitalism er den diametrale modsætning til USA og Storbritanniens liberale markedsøkonomi.

Inden for denne skole er Tyskland prototypen på en såkaldt koordineret markedsøkonomi, som bl.a. udmærker sig ved at være mere langsigtet, mindre drevet af korte markedsbevægelser, med mere involvering af medarbejderne i virksomhederne, større grad af indkomstlighed og med langt større vægt på konstant uddannelse af medarbejderne end i lande præget af en liberal markedsøkonomi.

Herudover kunne man også argumentere for, at Danmark kunne tage ved lære af andre forhold i det moderne Tyskland. Det drejer sig f.eks. om den større vægt på erhvervsuddannelserne i uddannelsessystemet med stor prestige til den såkaldte ”Facharbeiter”, en tradition for, at topbeslutningstagere altid bør have en betydelig forudgående politisk erfaring, erhvervserfaring og livserfaring og den langt større grad af anti-populisme og saglighed i de tyske mediers behandling af politiske emner.

På den baggrund bliver danskernes ukendskab til Tyskland, tyske forhold og det tyske sprog så meget desto mere uholdbart. I medierne fylder amerikanske valg stadig langt mere end tyske valg, selv om sidstnævnte har langt større betydning for Danmark. Kendskabet til tyske samfundsforhold er også mere begrænset end til amerikanske samfundsforhold.

Endelig er kendskabet til det tyske sprog efterhånden så ringe, at selv veluddannede ofte aldrig har læst en tysk bog. På universiteterne vælger stadig færre at læse tysk, således at der kommer stadig færre ud som gymnasielærere i dette fag. Alle disse ting bør der rettes op på i de kommende år.