Cyperns forhistorie

De tidligste bebyggelser på Cypern dateres til ca. 7000 f.v.t. De lå ved kysten eller ved floddale, og deres økonomi var baseret på landbrug, jagt og fiskeri. Den bedst kendte lokalitet, Chirokitia, blev forladt ca. 6000 f.v.t., og i de næste 1500 år synes øen at have været stort set ubeboet.

Den efterfølgende Sotira-kultur er karakteriseret ved indførelse af keramik. I kobberstenalderen (ca. 4000-2500 f.v.t.) blev den vestlige del af øen tættere beboet, og man begyndte at fremstille miniatureskulpturer og anvende metal i begrænset omfang.

Omkring 2500 f.v.t. tyder nye metal- og keramiktyper på, at folk ankom fra Anatolien til den nordvestlige del af øen. Denne kultur spredtes til resten af øen, men først hen mod slutningen af den mellemste bronzealder blev øens isolation brudt.

Den sene bronzealder (1650-1050 f.Kr.) var en rig periode især for de store byer på den østlige og sydlige del af øen, som kontrollerede de betydelige kobberforekomster og var i tæt kontakt med den græske verden, Nærorienten og Egypten.

Ca. 1200 f.v.t. menes bander, der er kendt fra de skriftlige kilder som "folkene fra havet", at have forårsaget omfattende ødelæggelser. Øen kom dog hurtigt på fode igen, og det antages, at immigranter fra den græske verden slog sig ned her i det følgende århundrede.

Vor viden om forholdene på øen i jernalderen indtil ca. 850 f.v.t. er sporadisk. Fønikierne havde etableret sig i Kition, og øen synes at have været opdelt i selvstændige kongedømmer. De første optegnelser om kongedømmerne findes i assyriske indskrifter fra ca. 700 f.v.t. Heraf fremgår det, at Cypern måtte betale tribut til assyrerne.

• Cyperns historie i antikken
• Cyperns historie
• Cypern