Faktaboks

Christiansø Kirke
Sogn
Christiansø Sogn
Provsti
Bornholms Provsti
Stift
Københavns Stift
Kommune
Bornholms Regionskommune
Christiansø Kirke
Kirken er fra 1821, og den er udformet en langhuskirke, da den har et langt kirkerum, hvor skibet og koret går i et. I kirkepladsens sydvesthjørne (til venstre i billedet) er et klokketårn efter bornholmsk mønster. Det består af en underdel af kampesten og en overdel af bindingsværk. Det har bræddegavle og tegltag med to vindfløje ovenover. Foto: 2010.
Af .
Licens: CC BY SA 3.0
Christiansø Kirke
Inventaret i den lille kirke bærer præg af indretningen fra midten af 1800-tallet og første halvdel af 1900-tallet. I 2008 fik kirken et nyt panel til alterbordet og et tilhørende altertæppe, som er lavet af Isabel Abos Madsen. Alteret består af et råt trækors ophængt på en hvid skillevæg. Foto: 2020.
Af .
Licens: CC BY SA 3.0

Christiansø Kirke er en sognekirke, der ligger på den nordvestlige del af Christiansø, 18 km nordøst for Bornholm.

Kirkegården

Kirken har tilknyttet en mindre kirkegård, der ligger omtrent 150 syd for kirken. Desuden er der en såkaldt kolerakirkegård på Frederiksø, som blev benyttet under koleraepidemien i 1853. Der har ligeledes været kirkegård på Græsholmen, hvor 38 pestlig blev begravet i 1685.

I kirkepladsens sydvesthjørne er et klokketårn efter bornholmsk mønster. Det består af en underdel af kampesten og en overdel af bindingsværk. Det har bræddegavle og tegltag med to vindfløje ovenover.

Kirkebygningen

Kirken er fra 1821, og den er udformet en langhuskirke, da den har et langt kirkerum, hvor skibet og koret går i et. Den ligger ikke solret, men har gavle mod nordnordvest og sydsydøst. I sidstnævnte er kirkens indgang.

Bygningen er opført af mindre teglsten over kløvede kampesten, og den har rødt tegltag. Den var oprindeligt våbensmedje.

Kirkens taggavle er pudsede, og på den sydlige gavl er der over den rundbuede indgangsportal et korsformet blændingsfelt, dvs. en korsformet murniche. På hver side af portalen er der et mindre, rundt vindue. Der er lignende vinduer i den modsatte gavl.

I 1928 fik gavlene påmuret forlængelser ud over langmurene, hvilket giver langmurene en art pilastre, dvs. halvsøjler. Derudover er de prunkløse langmure kronet med en enkel gesims. Langmurene har hver fire rundbuede vinduer med små sprosser.

I det indre står kirken hvidkalket. Rummet bærer præg af det tøndehvælvede loft, som er opført af pudsede brædder og loftets markante, profilerede vederlag. Gulvet har rektangulære fliser af granit.

Inventar

Inventaret i den lille kirke bærer præg af indretningen fra midten af 1800-tallet og første halvdel af 1900-tallet.

Døbefonten af træ er fra midten af 1800-tallet. Den består af en drejet, balusterformet fod, som bærer en krans til dåbsfadet. Kirkens bænke med glatte fyldingsdøre er også fra denne tid, og det samme er kirkeskibet, barken ”Olga”.

Den enkle prædikestol og pulpituret, dvs. det ophøjede galleri til kirkegængere, sangere eller orgel, som er indenfor kirkens indgang stammer fra første halvdel af 1900-tallet.

I 2008 fik kirken et nyt panel til alterbordet og et tilhørende altertæppe, som er lavet af Isabel Abos Madsen. Alteret består af et råt trækors ophængt på en hvid skillevæg.

Gravminder

På kirkegården på Christiansø er en række ældre gravsten, hvoraf den ældste er fra 1688. Desuden er der adskillige gravsten fra perioden mellem begyndelsen af 1700-tallet til midten af 1800-tallet.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig