Chicagoskolen betegner inden for sociologien sociologisk forskning i livsformer, levevilkår og urbanisering, der især i første halvdel af 1900-tallet blev udført ved University of Chicago, hvor Albion Small (1854-1926) havde etableret verdens første sociologiske institut i 1892.

I fokus var USA's hastigt voksende, urbaniserede samfund, præget af samspillet mellem de forskellige racer, kulturelle og sociale lag, kraftigst udmøntet i byerne og derfor især studeret i Chicago. Forskningen udvikledes af bl.a. William Thomas (1863-1947), Robert Park, Ernest W. Burgess og Louis Wirth. Influeret af både pragmatisme, socialdarwinisme og Georg Simmel kombinerede de sensitiv etnografisk forskning med omfattende generaliseringer om byens sociale udvikling; indsatsen var tillige præget af et reformorienteret, socialt engagement.

Empirisk var et gennemgående tema i Chicagoskolens arbejde spændingen mellem kulturel træghed og social assimilation blandt samfundets (byens) mange immigranter, etniske og andre sociale grupper. Metodiske nyskabelser var biografiske analyser, "livshistorier", og deltagerobservationer. Forskningen søgtes til dels indplaceret i en rumligt orienteret socialdarwinistisk teori, humanøkologien, i hvilken samfundet og byen anskues som en voksende og differentieret organisme: De enkelte grupper er bundet til hinanden i symbiotiske relationer, baseret på "naturlig" udvælgelse, konkurrence og samarbejde.

Chicagoskolen blev en del af inspirationen bag symbolsk interaktionisme.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig