Braşov

Artikelstart

Braşov, ty. Kronstadt, provinsby i Rumænien ved foden af bjerget Tâmpa 140 km N for Bukarest; 228.000 indb. (2011). Byen, der ligger i den 5351 km2 store provins af samme navn med 596.000 indb. (2003), er et vigtigt økonomisk centrum med maskinfremstilling, metalindustri, traktor- og lastvognsfabrik samt tekstil- og møbelindustri. Den rummer en polyteknisk læreanstalt og er turistcentrum for vintersport med skisportsstedet Poiana Braşov (1200 m.o.h.), 12 km fra byen.

Braşov blev grundlagt af Den Tyske Orden i 1211 og var et kulturcentrum i middelalderen. I 1500-t. vandt den lutherske reformation indpas blandt det tyske mindretal. De første rumænsksprogede bøger blev trykt her af præsten Coresi (ca. 1510-81), og blandt bevarede monumenter kan nævnes "Sorte kirke" fra 1385. 1950-60 hed Braşov Oraşul Stalin.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig