Bran (ty. Törzburg, ung. Tørcsvari) er en mindre by 160 km NV for Bukarest og tæt på Brasov, som er kendt for sin middelalderborg Bran Slottet. Den ligger på grænsen mellem Transsylvanien og Vallakiet ved et vigtigt pas i Karpaterne. Borgen blev efter ungarsk opfordring opført 1377-82 af tyskere (saksere) fra Braşov i traditionel tysk stil og skulle være grænsefæstning mellem de to fyrstedømmer.

Borgen er efter Bram Stokers berømte roman Dracula kendt som Draculas slot. Dracula er afledt af det rumænske drac som betyder djævel, men om der findes en historisk skikkelse med navnet Dracula er usikkert. Bram Stoker har aldrig været på stedet, men har alligevel beskrevet stedet ganske livagtigt. Slottet forbindes også med Vlad III (fyrste i Vallakiet 1456-1462, som er kendt som Vlad the Impaler (Spidderen), men forbindelsen mellem Dracula og Spidderen er uklar.

Slottet spiller også en rolle i Jules Vernes røverhistorie: Slottet i Karpaterne, som har været med til at give Karpaterne og Transsylvanien et præg af mystik.

Da Transsylvanien efter Trianon-freden i 1920 blev sluttet sammen med Rumænien kom slottet til at tilhøre det rumænske kongehus. Især Dronning Maria (kong Ferdinands dronning og moder til den senere Carol 2.) tog ophold på Bran. Ved Maria s død arvede Prinsesse Ileana stedet, som forblev kongehusets ejendom til 1948, hvor det kommunistiske regime eksproprierede det. Efter Dronning Maria død i 1938 blev hendes hjerte taget ud og balsameret i en krukke, som blev anbragt på kongehusets slot i Balchik i Cadrilater (Syddobrudja). Da Cadrilater blev overdraget til Bulgarien i 1940, flyttede man hjertet til Bran.

Efter omvæltningen i 1989 gik der 20 år før den rumænske regering tilbagegav slottet til efterkommeren af kongehuset prinsesse Ileana s søn Ærkehertug Dominic af Østrig.

Ejeren har indrettet stedet som museum.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig