Avogadros konstant er den fysiske konstant, som angiver antallet af molekyler i ét mol af et stof. Konstanten, hvis internationale symbol er NA, har talværdien 6,02214076·1023 mol-1.

Faktaboks

Etymologi

Konstanten er opkaldt efter den italienske fysiker Amedeo Avogadro.

Inden opdateringen af SI-systemet i 2019 var talværdien for Avogadros konstant blevet bestemt til 6,022140857·1023 mol-1. En værdi blev første gang bestemt i 1865 af den tjekkiske (østrig-ungarske) kemiker Johan Joseph Loschmidt; konstanten kaldes i tysksproget litteratur derfor ofte Loschmidts tal. I 1909 satte den franske fysiker Jean Baptiste Perrin en værdi ud fra den såkaldt barometriske ligning, som angiver trykket af en gas i et tyngdefelt.

Avogadros konstant sammenknytter den universelle gaskonstant R med Boltzmanns konstant kB, idet R = kBNA.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer (2)

skrev Hans Bendix Pedersen

Ikke fordi det gør den store forskel, men er der ikke noget om, at tallet i det internationale enhedssystem - kaldet SI- systemet, er blevet ændret til 6.02214076*10^23*(mol^-1). En værdi som har været gældende siden 2019.
Mvh
Hbendixp

svarede Adam Hyllested

Tak for kommentaren. Du har ret; SI-systemet blev opdateret i 2019, og redaktionen er i gang med at rette de relevante artikler i overensstemmelse hermed.

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig