Atlanterhavet (Historie), Europa blev tidligt knyttet sammen af sejladsen over de indre farvande: Middelhavet, Østersøen, Nordsøen og Den Engelske Kanal, mens det åbne hav mod vest, Atlanterhavet, udgjorde en større udfordring. Fønikierne besejlede ganske vist de europæiske og afrikanske kyster på den atlantiske side af Gibraltarstrædet og nåede helt til De Kanariske Øer, men langt op i middelalderen var sejladsen yderst begrænset.

I Nordatlanten blev Færøerne og Island opdaget og koloniseret af irske munke i 700-t., men varig betydning fik først vikingernes opdagelse og kolonisering af Færøerne fra ca. 800, Island fra 870 og Grønland fra ca. 985. Til de nordligste dele af det nordamerikanske kontinent kom de omkring år 1000. Mens forsøgene på kolonisering af Newfoundland blev opgivet efter få år, opretholdtes forbindelserne til de nordatlantiske øer, og regelmæssig besejling af nordbobygderne i Grønland fortsatte til begyndelsen af 1400-t.

Fra ca. år 1300 begyndte skibe fra Venedig og Genova at vove sig fra Middelhavet ud i Atlanterhavet. Der knyttedes en fast skibsforbindelse til Nederlandene og England, og omkring 1336 genopdagedes De Kanariske Øer, hvis kolonisering påbegyndtes fra Castilien i 1402 under hårde kampe med den oprindelige befolkning. Fra Portugal koloniseredes fra 1425 Madeira og fra ca. 1440 Azorerne.

Under handelsekspeditioner og opdagelsesrejser mod syd langs den afrikanske kyst efter 1400 lærte de portugisiske søfolk Atlanterhavet at kende. Udrejsen mod syd lettedes af de fremherskende vinde, men ekspeditionerne opdagede, at det på hjemrejsen var nemmere og sikrere at søge bort fra kysten ud til vestenvindsbæltet i det åbne hav end at kæmpe sig tilbage mod nordøstpassaten. Opdagelsen både af Amerika 1492 og af søvejen til Asien 1498 byggede på denne forståelse af det atlantiske vindsystem, hvilket fremgår af de ruter, der blev fulgt af Columbus og Vasco da Gama.

Efter de store opdagelser blev sejladsen på Atlanterhavet hurtigt rutine. Gennem 1500-t. dominerede de spanske og portugisiske søfolk; fra Sevilla sejlede de spanske flåder flere gange årligt til De Vestindiske Øer og det mellemamerikanske fastland, og fra Lissabon afgik der årligt flåder til Afrika, til Asien ad ruten syd om Afrika og i stigende grad til Brasilien.

I løbet af 1500-t. begyndte andre nationer også at udnytte den nye viden om Atlanterhavet. Størst omfang fik først fiskeskibenes farter til Newfoundlandbankerne, hvor kolossalt rige forekomster af torsk ved slutningen af 1500-t. årligt tiltrak hundreder af skibe, ikke kun fra Spanien og Portugal, men også fra England og Frankrig.

Under de store krige mellem på den ene side Spanien og på den anden side Nederlandene og England i de sidste årtier af 1500-t. blev herredømmet over Atlanterhavet for første gang inddraget i den europæiske storpolitik. For Spanien, der 1580-1640 var i union med Portugal, var det livsvigtigt at beskytte sine handelsruter til de oversøiske områder. Det gjaldt for flåderne, der bragte det amerikanske sølv til Sevilla, for de portugisiske skibe til og fra Asien og for sukkerskibene fra Brasilien. Lige så vigtigt var det at beskytte søvejen mellem Spanien og de spanske besiddelser i Nederlandene. Den Spanske Armada, der udsendtes i 1588, men led nederlag i farvandene omkring England, var den spanske stormagts forsøg på at forsvare disse interesser. England og Nederlandene kunne som nytilkomne følge en anden strategi, idet de med mindre flådeenheder eller enkelte skibe, gerne privat udrustede kaperskibe, kunne søge at ramme den spanske og portugisiske handel, hvor den var mest sårbar, ofte med resultater, der rigeligt betalte omkostningerne.

Den voksende skibsfart i Atlanterhavet — både den, der knyttede Nord- og Sydeuropa sammen, og de oversøiske ruter — var formentlig en af de afgørende grunde til, at Europas økonomiske tyngdepunkt fra 1600-t. forskød sig fra syd til landene ved Den Engelske Kanal. Takket være de erfaringer, der var vundet under kaperkrigene, og deres gunstigere geografiske position mellem Østersøen og Middelhavet overtog Nederlandene og England fra begyndelsen af 1600-t. førerskabet i den atlantiske skibsfart. Den nederlandske skibsfart var i 1600-t.s første halvdel den engelske overlegen; endnu i årene 1630-54 søgte det nederlandske vestindiske kompagni at skabe et nederlandsk imperium ved Sydatlanten med erobringen af de rigeste dele af Brasilien og de bedste portugisiske slavestationer i Afrika. Efter gennemførelsen af Navigationsakten af 1651, der udelukkede nederlænderne fra handel med de hastigt voksende engelske kolonier i Nordamerika og Vestindien, og efter tre engelsk-hollandske krige mellem 1652 og 1674 blev England imidlertid den dominerende magt.

Det engelske herredømme over Atlanterhavet blev dog snart udfordret af en ny sømagt, Frankrig. I den lange periode 1688-1815 var de to stater i krig med hinanden i næsten lige så mange år, som de holdt fred, og herredømmet over Atlanterhavet var altid en del af striden. Efter Frankrigs afståelse af Canada i 1763 var der dog ingen enkelt magt, der kunne gøre England rangen stridig.

Først i årene op mod 1. Verdenskrig begyndte den tyske flådeoprustning at true den engelske overlegenhed. Under krigen bevarede den engelske højsøflåde kontrollen med Atlanterhavet, men de tyske ubådsangreb på de engelske forsyningslinjer tilføjede englænderne alvorlige tab. Også under 2. Verdenskrig var den effektive tyske ubådskrig mod forbindelseslinjerne mellem de allierede over Nordatlanten af væsentlig betydning for krigens gang indtil midten af 1943.

Verdenskrigene markerede imidlertid afslutningen på den periode, hvori kampen om Atlanterhavet alene stod mellem de europæiske stater. Det var de tyske ubådsangreb på amerikanske fartøjer, der mere end noget andet i 1917 bragte USA ind i 1. Verdenskrig. Under 2. Verdenskrig formulerede USA og England med Atlanterhavsdeklarationen i august 1941 fælles krigsmål, og i de følgende måneder blev store dele af Atlanterhavet erklæret for amerikansk sikkerhedszone, skønt USA først trådte ind i krigen i december. Da Atlantpagten (egl. Den Nordatlantiske Traktat) blev undertegnet i 1949, kunne ingen være i tvivl om, at det økonomiske og politiske tyngdepunkt med hensyn til Atlanterhavet ikke længere lå i Europa.

Læs mere om Atlanterhavet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig