Athens historie siden 1453

Allerede i 1456 indtog osmannerne dog Athen, hvis monumenter de skånede af ærbødighed for deres ry. Parthenon blev indrettet til moské, og en minaret blev bygget på fundamentet af klokketårnet; kommandanten boede i Propylæerne og havde sit harem i Erechtheion. Athen rummede ca. 2000 huse, beboet af grækere, tyrkere, albanere, romaer og etiopiere, bosat i hver sit kvarter. Osmannerne byggede moskéer, bade, skoler og vandledninger, og Vindenes Tårn blev overdraget til de dansende dervisher. Talrige kirker og klostre blev bygget, også katolske – bl.a. et kapucinerkloster ved Lysikrates' monument.

Fra 1600-tallet viser rejsebeskrivelser og tegninger, at mange antikke monumenter endnu stod intakte; ødelæggelserne skete ved venetianeren Morosinis angreb i 1687, hvor Parthenon, som var krudtkammer, blev sprængt i luften. Parthenons ene gavlskulptur knustes i Morosinis forsøg på at tage den med sig, og i stedet tog han fra Piræus (dengang kaldt Porto Leone) den marmorløve, som nu står ved Arsenalet i Venedig. Athen lå helt øde hen i tre år, men langsomt vendte tyrkere og grækere tilbage og genopbyggede byen. Marmoret fra de sønderskudte templer brugtes til den nye bymur, og en moské blev bygget inde i Parthenons ruin. Athen havde i denne periode 2200 huse, hvoraf kun ét findes i dag, og ca. 130 kirker. Der var ca. 100 forretninger og caféer, og uden for bymuren havde pottemagere, garvere og sæbefabrikanter deres værksteder.

Athen blev ved en beslutning 1833 og igen den 18. september 1834 hovedstad for den nyoprettede græske nationalstat, og kong Otto gjorde sit indtog 1. december 1834, hvorefter Athen blev opbygget som moderne storby af græske og udenlandske arkitekter, herunder danskerne Christian og Theophilus Hansen. De fleste af de eksisterende kirker blev nedrevet, og en storstilet byplan blev udfærdiget, men kun delvist gennemført; husene i den gamle bydel Plaka og de brede gader i centrum af Athen stammer fra denne periode.

I sin egenskab af hovedstad blev Athen hurtigt et administrativt, kulturelt og kommercielt centrum. Dens befolkning voksede herefter betydeligt. I 1879 blev byens indbyggertal anslået til knap 70.000; 20 år senere til lidt over 125.000. Som følge af Lausanneaftalen i 1923 om tvungen befolkningsudveksling mellem Grækenland og Tyrkiet måtte Athen tage imod ca. 230.000 flygtninge på permanent basis. Dette kom til at præge byens udvikling i en sådan grad, at det satte skel i udviklingen af det moderne Athen. De store flygtningekvarterer, der opstod omkring bykernen, blev hurtigt en integreret del af byen. Befolkningsudvekslingen betød, at handelscentret i det østlige Middelhav blev flyttet fra Lilleasien til Athens havneby, Piræus. Tilstrømningen af flygtninge forsynede desuden Athen med rigelig og billig arbejdskraft samt ny ekspertise inden for handel og industri. Dette gjorde Athen til det vigtigste center for Grækenlands industrialisering, der for alvor tog fart i mellemkrigsårene. Den tyske besættelse af Grækenland 1941-1944 og de første efterkrigsår ramte Athen hårdt. Akut fødevaremangel udløste hungersnød i vinteren 1941-1942 med tusindvis af døde til følge. Rovdrift og udplyndring lagde desuden store dele af Athens økonomiske infrastruktur øde.

Efterkrigsårenes økonomiske genopbygning og Grækenlands stærke økonomiske vækst i 1950'erne og 1960'erne gjorde Athen til mål for en voldsom indvandring fra landområder og bidrog til en kaotisk ekspansion af byen, planløshed og underudviklet infrastruktur.

Stor udenlandsk, ofte illegal, indvandring har siden 1980’erne præget byen. EU-medlemskab og senere stigende økonomiske investeringer og velstandsstigning har siden 1990 medført en betydelig modernisering af byen ikke mindst i forbindelse med afholdelse af De Olympiske Lege 2004, men også ny fattigdom for ¹/₅ af befolkningen.

• Athen
• Athens historie i byzantinsk tid
• oldtidsbyen Athen
• Athens historie i oldtiden