Amos Oz

Amos Oz, oprindeligt født Amos Klausner, var søn af østeuropæiske immigranter og havde sin opvækst i Jerusalem. Hans onkel var Joseph Klausner (1874-1958), der var professor i hebraisk litteratur, forlægger og redaktør på Encyclopaedia Hebraica. Som ung flyttede Oz til kibbutzen Hulda, hvor han påbegyndte sit litterære virke. Han aftjente sin værnepligt under Seksdageskrigen, hvorefter han studerede filosofi og hebraisk litteratur på det hebraiske universitet i Jerusalem.

Ud over forfatterskabet var Amos Oz en fremtrædende skikkelse i den israelske fredsbevægelse og en skarp kritiker af den israelske besættelse af Vestbredden og Gazastriben. I 1978 var han blandt medstifterne af den fortsat aktive NGO, Peace Now, hvis politiske vision er gennemførelsen af en tostatsløsning.

I løbet af sin levetid var Amos Oz tilknyttet flere universiteter i og uden for Israel, særligt det israelske Ben-Gurion universitet, hvor han fra 1987 var professor i hebraisk litteratur. Han modtog en række prominente kultur- og litteraturpriser, og blev af mange litterater opfattet som en oplagt modtager af Nobelprisen i litteratur.

Amos Oz debuterede med novellesamlingen Sjakalernes land (1965), der ligesom romanen Andetsteds, måske (1966) udspiller sig i kibbuzomgivelser, mens hans internationale gennembrud, Min Michael (1968, filmatiseret 1977), foregår i Jerusalem. De to steder, kibbutzen og Jerusalem, repræsenterer de vigtigste brændpunkter i Oz' litterære univers.

Med disse publikationer blev Oz en ledende figur i den såkaldte 'nye-bevægelse'/'Dor Hamedinah' (hebraisk landets generation) i israelsk litteratur, der i 1960'erne talte forfattere som A.B Yehoshua og Aharon Appelfeld.

Et centralt tema i forfatterskabet er den skjulte verden af voldsomme, ubevidste drifter og frygt, der befinder sig nær eller lige inden for den civiliserede verden, som en bestandig trussel mod det tilsyneladende rolige og stabile hverdagsliv, samt en spænding mellem det normale og det patologiske.

Temaet videreudvikles bl.a. i Røre ved vandet, røre ved vinden (1973) og Det onde råds bjerg (1976). Oz' optagethed af antisemitisme som en dæmonisk kraft udmøntede sig i den moralske allegori Indtil døden (1971) om en bande korsfarere på vej mod at erobre Jerusalem, besatte af et modbydeligt had til "jøden".

Fra 1980'erne nærmer Amos Oz sig realismen uden dog helt at forlade de symbolske elementer. I romanen En panter i kælderen (1995, på dansk 1998) opsøger Oz, som i Det onde råds bjerg, sin barndomsverden i Jerusalem under det britiske mandat.

En fortælling om kærlighed og mørke (2002, på dansk 2005) er en selvbiografisk roman om et lands fødsel, en ung mands/forfatters tilblivelse og en families sammenbrud i 1940'erne og 1950'ernes Jerusalem. Værket er blandt de bedst sælgende og mest oversatte israelske værker og blev i 2015 filmatiseret med Natalie Portman i rollen som Oz' mor.

På dansk foreligger også romanerne Den sorte kasse (1986, på dansk 1990), At kende en kvinde (1989, på dansk 1991) og Den tredje tilstand (1991, på dansk 1994). Desuden er udgivet de senere værker Vers om livet og døden (2008, på dansk 2009), Scener fra en landsby (2009, på dansk 2011), novellesamlingen Mellem venner (2012, på dansk 2014) og hans sidste prosaværk Judas (2014, på dansk 2017).

Amos Oz var også kendt for sine polemiske essays, der bl.a. gennem interviews levendegør holdninger til staten Israel med skarp kritik af statens retoriske virkemidler og af den zionistiske myte på den politiske kampplads, fx I det stærke blå lys (1979), I landet Israel (1982, på dansk 1984), Fra Libanons skråninger (1988), Hvordan man kurerer en fanatiker (2002, på dansk 2004) og På vulkanens skråninger (2006) om forholdet mellem Israel og Tyskland.

• jødisk litteratur